Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

* 297 Faareracerne. kendelig under Kulturens Paavirkning ændret Formen i Overensstemmelse med de Krav, der nu stilles mcd Hensyn til Produktion af Kod. Man maa derfor soge til de tarveligste' mindst udviklede Faareracer for at finde en vis Lighed med de vildtlevende Former. A. Faareracerne. I. Oversigt over de vigtigste Faareracer. a. Naturracer og Landracer. Faaret er mere end vore andre Husdyr i Stand til at give et Udbytte uden at være Geilstand for nogen særlig Pleje. Det kan bøje sig efter Klimaet, saa at det endog saa hojt mod Nord som paa Island (det islandske Faar) kan faa en særdeles stor Betyd- ning, det kan trives i Lande og i Egne, hvor der aldeles ingen Agerdyrkning finder Sted, og det afgiver der næsten det eneste Udbytte, som Jorden yder. Men under de fleste saa- damie Forhold finder man meget tarvelige (primitive) Racer, som, i hvert Fald med Hensyn til Størrelse, snarest staa tilbage for det vilde Faar. Kun ved Haardforhed hævder Faaret der sin Plads, og det har, særligt i afsidesliggende Egne, holdt sig temmelig ufor- andret op til den Dag i Dag. I de frugtbarere Egne og navnlig i saadanne, hvor Ager- dyrkningen delvis spiller en Rolle, ere disse Former, som nærmest maa betegnes som Naturracer, ofte umærkeligt gaaet over i de forflellige Racer af Landfaaret, som dog ere meget forskellige indbyrdes, alt efter som de lokale Forhold have været mere eller mindre gunstige. Disse Landracer have allerede længe været Genstand for Udvikling, dels ved Udvalg, delvis ogsaa ved bedre Pleje, saa efterhaanden er overalt, hvor Agerdyrk- ningen strider frem, næsten alle disse oprindelige, typiste Former forsvundne, saa meget mere som Sammenblanding med mere eller mindre forædlede Racer ligeledes har fundet Sted i stadigt stigende Maal. Af de oprindelige Landracer stal nævnes som de mest typiste Hede- og Bjcergfaaret, Merinosfaaret og Marstfaaret. 1. Hede- og Bjcergfaaret — Racerne gaa til Dels over i hinanden — er hver for sig smaa, spidse Dyr, men med en sluttet og ret kraftig Bygning, et lille Hoved, som er prydet med Horn, ogsaa ofte hos Hundyret. Hedefaaret har tidligere her hos os udgjort den væsentligste Del af Jyllands Faarebestand og maa regnes for at være Stammoder for, hvad vi kunne kalde det danske Land faar (se senere); af de mere bekendte Former af Bjærgfaaret, hvilket i Regelen er storre og kraftigere, kan nævnes det stotfle Blackfaced Faar (Sort- hoved) samt til Dels ogsaa Cheviot-Faaret, hvilke Racer længe have haft Anseelse. De have i den nyere Tid begge i ikke ringe Grad været Genstand for Forædling, Black- faced mest ved Renavl, Cheviot mere ved Krydsning med de nyere forædlede Racer, med hvilke det let har ladet sig blande. Begge have de en temmelig lang og tæt, men ikke synderlig fin Uld. 2. Merinosfaaret eller, som det ogsaa almindeligt kaldes, det spanske Faar maa snarest siges at vcere i Familie med Bjærgfaaret eller rettere — det er blevet en særegen Tillempning af dette. Det stammer sandsynligvis fra Persien, men har nu sin Hjem- stavn i Spanien, hvis Faar fra Arilds Tid have været kendte for deres fine Uld. Mulig- vis har der fundet en Blanding med nordafrikanske Faar Sted, men øjensynligt er det, at de ejendommelige Forhold, hvorunder disse Faar have levet omtrent uforandret gennem Aarhundredrr, i hoj Grad have fremmet Udviklingen af den fine Uldvækst, som er Meri- nosfaarets væsentligste Klenodie. Hojlandsgrcesning, i Regelen altid under et pas- sende Klima, — idet Faareflokkene ere blevne drevne mod Nord eller hsjere op paa