Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

298 Faaret. »iærøene, alt efter Aarstiden - har givet ensartet Ernæring, som ikke er særlig rigelig men bestaar af fint aromatifl Græs, hvorved Ulden efterhaanden som sikkert Racetræk har I1! eienb”mmeJ19 F'uhed, Ensartethed og Tæthed. Merinosfaaret har haft m ^ved, at det t det sidste Aarhundrede (navnlig i Begyndelsen af det 19de) blev udbredt ester en stor Maalestok baade i den gamle og i den ny Verden. Det har vel antaget forskellige Former, men har som Regel bibeholdt Uldens særegne Karakter. ? 1 bet paa ®runb as det fugtige Klima ikke villet trives, men desto s øxre Indflydelse har det faaet i dette Lands Kolonier, Kapstaten og Australien, som nu levere den overvejende Del af den Uld, som gaar paa Verdensmarkedet. Der findes flere Stammer eller „Varieteter" af Merinosfaaret. Af de mindre kan nævnes Electoral og Negretti med ringe Uldmængde (kort Uld) af særdeles fin Kvalitet, amt ^nfantado, der er større, har grovere Uld, men stærk Uldbevoksning og en meget olderrg Hud, navnlig paa Halsen. Af dette er i Frankrig tiltrukket Rambouillet- faaret, s om end yderligere er udviklet i Størrelse ved rationelt Udvalg og bedre Pleje vg et kgnende Arbejde er gjort ved flere tyfle Faarestammer, saa at man f. Eks. paa de 1 ™ fer ^erinosfaar, som i Størrelse og Kropbygning nærme stg stærkt de forædlede engelfle Kodfaar. 3. Marskfaaret repræsenterer som Landfaar den modsatte Pol. Det findes eller vel rettere, det fandtes meb omtrent samme typiske Form — den store kraftige Krop, det grove, krumnæsede, hornlose Hoved og den lange, glatte, oftest noget stride Uld — i om- ^nt °lle de lavtliggende Distrikter, som omkredse Nordsoen, i den slesvigfle og holstenske Marsk, t Holland og trl Dels t England. Det er frugtbart og haardfort, saa at det i den oprrndelige Form kunde føge sin Fode ude det meste af Vinteren, men det er nu næsten overalt krydset stærkt med engelfle Kodfaar, hvilke det med Hensyn til Bygning og Stør- relse staar nær. 0 a b. Kulturracer. Undtages ovennævnte Udvikling af Merinosfaaret (Rambouillet), maa de forædlede Faareracer, Kulturracerne, alle henregnes til Kodfaarets Type. Og de have alle deres Hjem- stavn i England, idet man der i over 100 Aar har udfort et meget ihærdigt og dygtigt Arbejde, ved hvrlket der er frembragt smukke og i alle Maader tiltalende Former af Kod- faar, og overalt hvor der har været Tale om at forbedre Faarebestanden i denne Retning, har man anvendt engelfle Faar. Men Forholdene have ogsaa været særdeles gunstige i England. For det forste en Farmerbefolkning, som fra gammel Tid gennem Erfaringen er bleven fortrolig med de rette Principper for Avlens Ledelse, og som har forstaaet at foretage Ildvalget paa ret Bis, og dernæst særdeles gunstige Ernæringsvilkaar, navnlig vel for Faar. Det milde, fugtige Klima begunstiger i hoj Grad Græsvæksten, Landet har store Græsningsarealer, oftest hoj og god Bund, som endda ofte ikke kan benyttes paa anden Bis, og endelig har, sideordnet, det intensive Landbrug med den store Avl af Rod- frugter af udmærket Kvalitet støttet Vinterholdet, hvor saadant har været nødvendigt. Dernæst har den Omstændighed, at selve England er Verdens største Kodmarked, tidligt lært Opdrætterne, at det betalte sig udmærket at lægge Vægt paa store, velformede oq tidligt ryodne Dyr ogsaa paa dette Omraade. Som de to Yderpunkter blandt forædlede engelfle Kodfaareracer maa nævnes Dishley- og Southdownfaaret. 1. Dishley- eller, som det næsten fuldt saa korrekt kaldes, Leicesterfaaret (først- nævnte Betegnelse er den almindeligste) er den Race, der længst har været arbejdet med idet den berømte Opdrætter Bakewell straks efter Midten af forrige Aarhundrede be- gyndte at lægge Bind paa en Type, der ved Trivelighed og Slagtevcrrdi kunde tilfreds-