Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 Hansene. 341 alle Vegne væsentlig den samme. Paa enkelte Steder har der under Menneskets Behandling dannet sig Lokalformer, og adstillige af disse Lokalformer ere atter, gaaede over til at blive egentlige Kulturracer. Nogle af vore Racer ere saaledes temmelig gamle og kunne af gamle Malerier og Beskrivelser allerede paavises for flere Aarhundreder tilbage; men den egentlige Raceavl tilhorer dette Aarhundrede, navnlig dets sidste Halvdel, i hvilken Racernes Antal er tiltaget overordentlig og stadig vokser ved Fremkomsten af ny Krydsningsraeer. Den danske Landhone er ingen Race. I den nyeste Tid have Bestræbelser gjort sig gældende for at udvikle en konstant Form med bestemte Raeemærker, men noget endeligt Resultat er ikke naaet. Vor Landhone er lidt under Middelstørrelse, med lille, enkelt Kam og glatte Lob; Fjerfarven varierer, den brune („agerhonefarvede") er ben almindeligste, men gogespættede, hvide og flere Farvevarieteter forekomme. Den lægger flittigt, men Æggene ere smaa ^gennemsnitlig 2 Pd. (1 Kg.) pr. Sness. Den er nøjsom, og Kyllingerne opklcekkes let, men udmærke sig ikke ved Ksdrigdom. De kultiverede Racer ere, som sagt, mangfoldige. De falde hovedsagelig i to Grupper, K o d h o n s og L ce g g e h o n s. En stor Del ere dog blotte Sirracer og uden okonomifl Betydning. Af de egentlige Nyttehons er der atter adstillige, som kun med Vanskelighed og ved særegen Pleje kunne trives i vort Klima. Tilbage bliver da et mindre Tal, som fortjene at nævnes her, nemlig Italienerne, Minorkaerne, Hamborgerne, Ramels- loherne og Nogenhalsene som Læggehons, de svære ostasiatifle Racer Kochin- kinesere, Bramaputras og Langshans samt de af disse tiltrukne nordamerikanske Krydsningsracer Plymouth-Rocks, White Wonder Fowls og Wyandottes som dels Kod-, dels Læggehons, navnlig Vinterlæggere, og endelig den engelske Kodrace Dorkings og de franste do. Crevecoeurs, Houdans og La Fleche. Mest udbredte hos os ere Italienerne og Minorkaerne; de forste kræve stor Frihed, hvorimod de sidste taale Indespærring. Men begge Racer ere fortrinsvis Sommerlceggere. Bed de rodgule Æg, som ere meget ssgte i England, og ved at lægge ret godt om Vinteren have de asiatiske Racer Værdi; men de æde for meget og føge ikke Fode selv (bedst ere i saa Henseende Langshans). Billigere at holde ere de amerikanske Kryds- ningsracer, men deres Mg ere for blege. Kodracerne have for Djeblikket ringe Betyd- ning her til Lands. Krydsning er i Fjerkræavlen, hvor man saa hurtigt ser Resultaterne, meget fristende, og der krydses meget. Men Resultaterne ere skuffende; thi Krydsningsaskonrmet egner sig ikke til fortsat Avl, da det Aar for Aar forringes. Ved enkelt Krydsning, idet man stadig bruger Avlsdyr af de samme to rene Racer, og ved „Blandingsavl", idet man parrer Honer af Afkommet vekselvis med Haner af en af de to rene Racer, kan man tilvejebringe en stedse i fortrinlig Lceggestand værende Besætning. Som saa- danne Krydsninger kunne især nævnes de asiatiste Racer med Landhons, Italienere, Minorkaer og Ramelslohere, Italienere med Landhons, Minorkaer og Ramelslohere, Minorkaer med La Fleche og Ramelslohere. Det vigtigste er dog rationelt Udvalg og Opdræt. IL Udvalg og Opdræt. Til Avlsdyr bruges som Regel kun toaarige Dyr. Disse maa være kraftige, sunde og fuldstændig normalt udviklede, samt rettidig tillagte. Hønerne maa være saadanne, som have begyndt at lægge i en ung Alder og i Lobet af deres andet Aar have vist sig som frugtbare Læggere. Hanen maa være stor og kraftig med stram, livlig farvet Kam og levende Oje; en Hane, som bevislig stammer fra en særlig rigtlæggende Hone, er at foretrække, men i øvrigt lader det sig vanflelig gøre at opstille Stamtavler i Fjerkræavl. — En udmærket Avlshane kan endnu bruges som treaarig, sjælden derimod Honer. Til en Hane bruges ikke over 10 Honer.