Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme, 355 skifteprodukter) fra et Individ til et andet. Det er imidlertid ved de nyere Undersøgelser godtgjort, at man ved mange Infektionssygdomme kan fremkalde Uimodtagelighed ved blot at indføre smaa Mængder af Bakteriernes Stofskifte-Produkter i Dyrelegemet. Og det interessante er, at man med Blodserum (Blodvædske, se S. 38) af et saadant immuniseret Dyr kan gøre andre Dyr, som ellers ere modtagelige for den paagældende Sygdom, uimodtagelige; ja, for en enkelt Infektionssygdoms Vedkommende (Stiv- krampe) er det endogsaa lykkedes paa denne Maade at helbrede allerede stærkt an- grebne, til Doden indviede Dyr. Vi have dvælet temmelig længe ved de patogene Bakterier og deres Livsforhold, fordi de seneste Aars Forskninger paa dette Omraade allerede have saa mange, ikke alene interessante, men virkelig betydningsfulde Resultater at opvise. Er der end meget langt tilbage, saa ere vi dog aabenbart nu inde paa den rigtige Vej mod Maalet: Smitsoternes og Saarinfektionernes Forebyggelse og Bekæmpelse. Alle de Forandringer, som vi kunne konstatere i det syge Dyrs Livs- ytringer, kalde vi for Sygdomstegn (Symptomer). Af disse ere nogle undertiden absolut karakteristiske for den paagældende Sygdom og frembyde sig umiddelbart (direkte) for Erkendelsen (s. Eks. Blødningen fra et Saar og dettes Gaben). Andre derimod optræde mere indirekte som Bisymptomer, betingede af Sygdommens Indflydelse paa andre Organer end be, i hvilke den har sit egentlige Sæde (f. Eks. Saarfeberen). Naar Underssgelsen af et formodet sygt Dyr er sluttet, sammenholdes de fundne Symptomer med de mulige Oplysninger om, hvad der er gaaet forud, og derigennem bestemmes Sygdommens Art (Diagnosen). Jfslge Sagens Natur maa Sygdommene med Hensyn til deres Forlob, Varighed og endelige Udgang være underkastede store Svingninger. Nogle Sygdomme have som Regel et godartet, andre et ondartet Forlob; men for øvrigt kan samme Sygdom til forskellige Tider optræde med meget for- skellig Karakter. Det samme gælder Varigheden, efter hvilken man betegner Syg- dommen som hurtigt sorlobende (akut) eller langvarig (kronisk). Og hvad nu Udgangen angaar, kan denne bestaa 1. i fuldstændig Helbredelse, idet Tilstanden fores tilbage til den normale, 2. i ufuldstændig Helbredelse, hvor de sygelige Forandringer ikke helt for- svinde og endelig 3. i Doden, som indtræder, naar et eller flere af de vigtigere Organer have været Sædet for saa betydelige Forandringer, at Funktionsevnen derved er gaaet tabt. Med Hensyn til Behandlingen (Terapien), taget i sin store Almin- delighed, stal Opmærksomheden blot henledes paa de to store Hovedregler, hvis mere eller mindre vigtige Forstaaelse og nøjagtige Udfsrelse i væsentlig Grad betinger Karens Udfald. 1. Sygdommens Aarsager maa saa vidt muligt fjernes, deres Indvirkning i ethvert Tilfælde formindstes til det mindst mulige. 2. Organismens Bestræbelser i Retning af Selvhjælp (Natur- helbredelse) maa ikke modarbejdes, men stottes og ledes, eventuelt paaskyndes og fuldstcendiggsres ved vore Indgreb (Kunst- helbredelse). Andet og mere funne vi i Virkeligheden ikke gøre. Det er Naturen selv, som fuldbyrder Helbredelsen ved Samvirken af ganske de samme Kræfter og efter ganske de samme Love, som ogsaa under Landmandsbogen IV. 23