Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

ytrer sig dels ved sygelige dels ved Forstyrrelser i til Kende ved Temperatur- oste ledsaget af Kuld egys- 3o4 Husdyrsygdomme. Handelssejl. Transport af Husdyr. Lovbestemmelser vedrørende Husdyravl og Husdyrbrug. Vand) og kun lejlighedsvis inficere Mennesker og Dyr (miasmatiske Infektions- sygdomme). Skont mange af Bakterierne kunne foretage selvstændige Bevægelser, formerne dog ingen af dem at trænge ind i Dyrelegemet gennem den fuldstændig ubeskadigede Hud eller Slimhinde; naar saadant undertiden synes at ske, er det, fordi der, navnlig i Slimhindernes beskyttende Cellelag (Epitelet), tit er Brist i Form af smaa Rifter, over- fladiske Afskrabninger og lignende Beskadigelser. Indvirkningen af de i Legemet indtrængte Bakterier Forandringer (Betændelse) paa Jndgangsstedet, Almenbefindendet, Feber, som hovedsagelig giver sig forhøjelse, Pulsforogelse, bankende Hjerteslag, n in g er og nervo se Symptomer (betydelig Nedstemthed og Sløvhed eller i andre Til- fælde Uro og Ophidselse). Samtlige disse Fænomener maa, som ovenfor anført, opfattes som Udtryk for den Forgiftning, der opstaar ved Optagelsen i Legemet af Bakteriernes Stofskifteprodukter, og som meget ofte kan være saa stærk, at det angrebne Individ bukker under, bør. Sygdommen kommer ikke til Udbrud straks, efter at Infektionen er sket. Der hen- gaar jo en Tid, inden Giftstofferne ere producerede og optagne i en saadan Mængde, at Indvirkningen paa Organismen kan paavises. Indtil da siges Sygdommen at befinde sig i det skjulte (latente) Stadium, Jnkubationsstadiet; dettes Længde er forflellig for hver enkelt Infektionssygdom og varierer mellem faa Timer og flere Maaneder. Ligesom de hojere Snyltere, saaledes trives ogsaa de fleste (patogene) Bak- terier kun hos en enkelt eller nogle enkelte Dyrearter; de have deres bestemte Værter. Det er kun forholdsvis faa Former, (s. Eks. Miltbrandbacillen og Tuberkel- bacillen), der angribe samtlige vore Husdyr lige ned til Husfuglene. I Regelen er Forholdet det, at en Infektionssygdom, som viser sig livsfarlig for een Dyreart, er mindre farlig eller absolut uskadelig for en anden, hvilken man da i sidste Tilfælde betegner som uimodtagelig (immun, generel Immunitet) over for den paagceldende Sygdom. Aten selv inden for samme Dyreart kan man træffe Individer, som vise sig uimodtagelige over for Sygdomme, der ellers ere farlige for vedkommende Art. Denne individuelle Immunitet kan være medfødt, men den kan ogsaa være erhvervet ved, at Dyret en Gang har gennemgaaet Sygdommen. En hel Række af Infektionssygdommene (Kværke, Miltbrand, Rodsyge, Hundesyge o. fl. a.) udmærke sig netop ved saaledes for en kortere eller længere Tid at efterlade Uimvdtagelighed hos de Individer, som have overstaaet Sygdommen. Mail er foreløbig endnu ikke kommen til fuld Klarhed over Jurnrunitetens egent- lige Væsen. Den maa jo bero paa en Organismen iboende, medfodt eller erhvervet Evne til at uskadeliggøre de indtrængte Bakterier og deres Giftstoffer, vg de seneste Forskninger tyde paa, at denne Kraft bifhtof væsentlig maa tillægges Vcevssafterne (Blodvcedsken), i hvilke der dannes Stoffer, Modgister (Antitoxin), som virke neutraliserende paa Bakterie-Gifterne. Paa denne ejendommelige, erhvervelige Uimodtagelighed ere de for Mennesker og Dyr saa betydningsfulde Beskyttelses-Pod- ninger baserede. Af Erfaring vidste man allerede i gamniel Tid, at det, at have overstaaet en lettere eller modificeret (d. v. s. i Symptomer og Forlob ændret) Infektion, i visse Tilfælde var tilstrækkeligt til at være beskyttet mod den svære Form af den samme Sygdom. Den engelste Læge Jenner havde jo vist, at de mildere Ko-Kopper vare i Stand til at beskytte mod de Menneskeheden hærgende Borne-Koppe-Epidemier. Ved Ko-Koppe-Jndpodningen (Vakcinationen), selv i dens nuværende Skikkelse, overfores selve Smitstoffet (Bakterierne og deres Stof-