Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 353 Bakterier. Af Skimmelsvampene er der ikke ret mange, som kunne trives og for- meres i det dyriske Legeme; men der er dog nogle, som have tilpasset sig til disse For- hold. Saaledes er det en Skimmelsvamp, som er Aarsag til den bekendte Hudsygdom „Ringorm", og hos Husfuglene fremkalde snyltende Skimmelsvampe ikke saa sjældent dødelige Betændelser i Luftvejene. Langt større Betydning som Sygdomsfremkaldere have Bakterierne. De hore til de lavest staaende, mikroskopisk smaa, encellede Plante-Organismer (Mikrober, Mikro- organismer), som med Hensyn til den ydre Form lade sig gruppere omkring folgende Hovedtyper, som atter falde i forskellige Underafdelinger: De kugleformige (Mikrokokker, Kokker), de kortere eller længere stavformige (Bacterium og Bacil- Formerne) og endelig de mere eller mindre skrueformige Bakterier (Spirillerne). Det er dog kun de to førstnævnte Grupper, som have Interesse for os i denne Sammenhæng. Bakterierne ere til Stede saa at sige overalt i Naturen, hvor de tage deres Næring af de organiske Stoffer (Æggehvidestofferne og Kulhydraterne), som derved sønderdeles. De fleste Former ere meget nøjsomme og haardfore, men stille dog visse Betingelser for deres Eksistens: Nceringsbunden skal helst være alkalisk eller dog neutral, og der maa være en vis Grad af Fugtighed og Barme, for at de flulle kunne trives og formere sig. Formeringen sker ved simpel Deling og for nogle Formers Vedkommende tillige ved Sporedannelse. Sporerne udmærke sig ved stor Modstandskraft over for alle ydre Paavirkninger og spille derfor en betydelig Rolle ved at sikre Artens Vedligeholdelse under særlig ugunstige Livsforhold. Over for Luftens Ilt forholde Bakterierne sig forskelligt. Nogle Former (de aerobe) kunne ikke undvære, andre (de anaerobe) kunne ikke taale Iltens Tilstede- værelse. En Del af de kemifie Stoffer, som have en stadelig (giftig) Virkning over for de højere organiske Væsener, virke ogsaa hemmende eller endog dræbende paa Bakterierne. I det praktisie Liv benytte vi netop den hsje Varmes og visse kemiske Stoffers skadelige Indflydelse paa Bakterierne til disses Tilintetgørelse (Desinfektion). Det er nu heldigvis ikke ncer alle Bakterier, der optræde som sygdoms- fremkaldende (patogene) Snyltere hos de højere Dyr. De fleste kunne overhovedet ikke trives under saadanne Forhold, men soge deres Næring i dode Plante- og Dyre- levninger (saprofytiske Bakterier). Som for nævnt, sønderdele Bakterierne de orga- mfle Stoffer, de give med andre Ord Anledning til forskellige kemiske Omsætninger i den Næringsbund, i hvilken de vokse. De saprofytiske Bakterier fremkalde Gæring (Mælkesyre-, Smørsyre-, Eddike- syre-Gcering o. f. ti.) og Forraadnelse, under hvilken der dannes en Række, til Dels meget giftige Stoffer (Ptomamer, Kadavergift), som i kemisk Henseende have en vis Lig- hed med de i visse Planter forekommende meget giftige Plante-Alkalorder, og som derfor ogsaa benævnes Lig-Alkolorder. Paa lignende Maade danne de sygdoms- fremkaldende (patogene) Bakterier ved deres Vækst i det levende Dyrelegeme for- skellige Giftstoffer (Toxiner, Toxalbuminer) under Sønderdeling af Vævenes Celler. Det er disse Giftstoffers Optagelse i og Indvirkning paa Organismen, som sæd- vanlig betinger Fremkomsten af de for den paagældende Sygdom (Smitsot, Infektions- sygdom, Saarinfektion) karakteristiske Symptomer. Allerede i den graa Oldtid flelnede man mellem smitsomme og ikke smitsomme Syg- domme, og længe, inden man kendte noget til Bakterier, havde man Fornemmelsen af, at det ved de smitsomme Sygdomme drejede sig om en Gift-Indvirkning, som dog adstilte sig fra den almindelige Forgiftning (Intoxikation) ved den paagældende Gifts (Smit- stofs)Evne til at formere sig i den angrebne Organisme. Man vidste ogsaa, at nogle Smitstoffer kun trives i Dyrelegemet og brede sig fra Individ til Individ (kon- tagiose Infektionssygdomme), medens andre udvikle sig i den fri Natur (i Jord og