Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 357 er stor, og der er det mærkelige, at Hingste, endnu Aar og Dag efter at have gennemgaaet Sygdommen, kunne overfore den paa Hopper, som fores til dem. Sygdommen synes ikke at efterlade Uimodtagelighed for Livstid. In- kubationstiden 4—7 Dage. Symptomerne: Foderlede, ganske paafaldende Mathed og Sløvhed, dinglende Gang, dodkullersk Udseende, volosom Feber (Temp. 40—420 (£., Puls 50—100 Slag i Min., bankende Hjerteslag), betydelige vattersotige Hævelser (Odemer) i Djelaagene og Ojets Bindehinde (deraf Sygdommens vul- gære Betegnelse: Ojensyge), lignende Hævelser ned ad Benene og hen under Bryst og Bug. Naar Dyrene gaa for længe, inden de underkastes Behandling, eller de tages for tidligt i Brug, forbinder Sygdommen sig ofte med andre Lidelser (Komplika- tioner): Lungebetændelse, Tarmlidelser (Kolik, Diarre), Hjertesvcrkkelse, Hjernebetæn- delse, Forfangenhed — for de tre førstnævnte Komplikationers Vedkommende ikke sjældent med dodelig Udgang. Drægtige Hopper kaste næsten uden Undtagelse. Den gennemsnitlige Dødelighedsprocent er 1—3 %, Varigheden under gunstige Forhold 6—10 Dage, gennemgaaende dog noget længere for gamle end for unge Dyr. Foreløbig Behandling: Hurtigst og videst mulig gennemfort Afsondring. Horer til de i Lov af 14de April 1893 nævnte mildere smitsomme Sygdomme. 4. Snive og Syriugorm ere to forstellige Beteglielser for den samme, allerede i Oldtiden kendte Infektionssygdom, som navnlig angriber Hesten, men ogsaa kan over- fores paa andre af Husdyrene (Rovdyrene) og paa Mennesket. Kun Kvæget synes ganske uimodtageligt. Sygdommen styldes en ganske lille, stavformig Bakterie (Snivebacillen), som trænger ind i Dyrelegemet fortrinsvis gennem Luftvejenes Slim- hinde eller gennem Huden. I de dyriske Væv giver Bacillen Anledning til Dannelsen af smaa Knuder (Sniveknuder), som have en udpræget Tilbøjelighed til efter en vis Tids Forlob at falde hen. I Lungerne forkalke de til sidst; paa Slimhinderne og i Huden danne de derimod ved deres Henfalden om sig erdende Raad-Saar (Snivesaar), som, naar de læges, danne store, uregelmæssig stjerneformige Ar (Snivear). Inkubationstiden vistnok kun nogle faa Dage. Den egentlige Snive (Næse- og Lunge sniven) forløber i Regelen kronisk; den begynder snigende, kan i lange Tider holde sig ubemærket og udstrække sig over flere Aar. De forste Symptomer ere: Misfarvet, gulliggront, undertiden blodblandet Nceseflod, fastliggende, haard Kirtelhævelse i Kcebekulen, Raadsaar eller Ar paa Nceseslimhinden; esterhaanden borstende Haarlag, Afmagring; undertiden Hoste og besværet Aandedrcet. Ved Hudsniven, som kan forekomme sammen med Næse- og Lungesnive, men i Regelen har et mere akut Forlob, dannes der rundt omkring paa Kroppen ærte- til noddestore Knuder. De bryde op som smaa Bylder, fra hvilke der udgaar bugtet forlobende, ormagtige Strenge (betændte Lymsekar), som ved deres undertiden hurtige For- svinden have givet Anledning til Betegnelsen „Springorm". Den akute Snive optræder fortrinsvis hos Æselet. (Ogsaa hos Mennesket er den akute Form den hyppigste). Den viser sig ved en, af Kuldegysninger indledet, voldsom Feber, under hvilken der i Lobet af faa Dage fremkommer udbredte Saardannelser paa Nceseslimhinden, materieagtigt, blodigt Næseflod, anstrengt, horligt Aande- drcet, Hævelser med Springorm-Saar paa Kroppen, betydelig Afkræftelse, og i Lobet af en 14 Dages Tid indtræder Doden. For ovrigt er ogsaa Udgangen af de andre Former oftest dodelig. Behandling maa ikke forsøges; ved mindste Mistanke bor uopholdelig fle Anmeldelse til Dyrlægen. Sygdommen horer til de i § 2 i Lov af 14de April 1893 nævnte ondartet smitsomme Sygdomme. 5. Mundsyge er en for Hesten ejendommelig (specifik), jævnligt forekommende, smit- som Febersygdom, under hvilken der udvikler sig et blegne- (blære-) agtigt Udslet