Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 541

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 600 Forrige Næste
Husdyrsygdomme. Handelsfe;l. Transport of Husdyr. Lovbestemmelser vedrprende Husdyravl og Husdyrbrug. paa Mundslimhinden (exantematisk Feber). Smitstoffet er foreløbig ikke nærmere kendt, men Sygdommen har intet med Kvægets Mund- og Klovesyge at gøre. Inkubationstiden 3—4 Tage. Symptomer: Under en i Regelen forholdsvis let Feber, ledsaget af stærkt Spytflod, fremkommer der omkring Mundspalten, paa Læbernes Inderside, paa Over- og Underkæben, paa Laderne (ben tandfri Del af Kæberne), paa Tungens fri Tel talrige hampefro- indtil certestore, klare, vædskefyldte Blegner, soni efter nogle Dages Forlob briste og, naar de sidde tæt, let flyde sammen til storre, over- fladiffe Saar, lil hvis fuldstændige Lægning der under almindelige Forhold medgaar 8—10 Dage. Forløbet er altsaa gunstigt, naar Saarene ikke irriteres af Mundbiddet, eller ved at Hesten fodres med groft, stift og stikkende Foder. I saadanne Tilfælde vil ikke alene Lægningen forhales, men Saarene kunne brede sig stærkt baade til Siderne og i Dybden og antage en ondartet Karakter („Tungekræft"). Foreløbig Behand- ling: Afsondring, opblødt Foder, Lejlighed til stadig at kunne skylle Munden. Syg- dommen er optagen mellem be i § 10, Stykke B i Lov af 14de April 1893 nævnte mildere smitsomme Sygdomme. 6. Nygmarvstyfus (Rygmarvslamhed) kaldes en, her i Landet forst iagttagen og af Stockfleth beskreven, tilsyneladende smitsom Hestesygdom, som optræder i en akut og en kronisk Form og viser sig ved, at der hos en, som ostest dog flere, undertiden samtlige Heste i en eller flere Besætninger udvikler sig en mere eller mindre fuldstændig Lam hed. I Regelen indfinder Sygdommen sig med For- løbere: Dyrene ere underlig dvaske, matte og kraftlose, de stælve i Forbenene og snuble under Bevægelsen. Ved den akute Form viser der sig derpaa let Uro, Sved og for- mindsket Appetit, men ingen Feber. Lamheden udvikler sig hurtigt og er som oftest saa fuldstændig (Paralyse), at Tyrene, selv ved Hjælp af en Hængesele, ikke lade sig bringe paa Benene. Do den indtræder i de fleste Tilfælde i Lobet af 12—36 Timer. Ten kroniske Form ytrer sig ved en paafaldende Mathed og Muskelsvcekkelse (Parese). Almenbefindendet er ikke forstyrret, Ædelysten god, men Bevægelsen dinglende, slap og slæbende. Naar Dyrene lægge sig, sormaa de kun med Vanstelighed, eller slet ikke, at rejse sig ved egen Hjælp. Musklerne paa Bagparten svinde efterhaanden ind (Atrofi), og der kan i saa Tilfælde hengaa flere Maaneder, inden der spores nogen virkelig Bedring i Tilstanden. A ars a g en er foreløbig ganfle ukendt, men paa Grund af Sygdommens Tendens til at angribe flere Heste og det ofte ondartede Forlob er den optagen mellem be i § 2 i Lov af 14de April 1893 nævnte ondartet smitsomme Sygdomme. 7. Ten godartede Besselcrsyge er en akut forlobende, meget smitsom, men, som Navnet antyder, ikke farlig Infektionssygdom, under hvilken der udvikler sig et Blegneudslet paa Konsredskaberne og Regionen deromkring. Sygdommen optræder hos Heste, hyppigere dog hos Kvæg, flat kunne angribe de mindre Drøvtyggere og Svin, ja endogsaa overfores til Mennesker (Staldfolk, Rogtere), hos hvilke der fremkommer et koppelignende Udslet paa Hænder og Arme. Smitstoffet er endnu ukendt, men Smitteoverforelsen sker i Regelen ved Parringsakten, og Sygdommen kan paa denne Maade faa en meget stor Udbredelse ved en enkelt Hingst eller Tyr. For øvrigt kan Infektionen ogiaa finde Sted ved Mellemled (Strigler, Borster). Syg- dommen efterlader ikke Uimodtagelighed. Jnkubationsstadiet kun nogle faa Dage. Symptomerne: Uden kendelig Forstyrrelse i Tyrenes Almenbefindende udvikler der sig paa Skedeslimhinden, Konslceberne og Halens Underside hos Hundyrene og Paa Konslemmet, Forhuden og Pungen hos Hingsten og Tyren hirsekorn- indtil ærtestore Blegner, som efter kort Tids Forlob briste og efterlade mere eller mindre dybtgaaende, ofte sammenflydende, snart storpedcekkede, fra forst af ømme, senere stærkt kloende Saar, ved hvis Tilheling der fremkommer lyse, undertiden straaleformige Ar;