Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 359 klæbrigt, pusagtigt Flod fra Skede og Forhud; hyppig besværlig Urinering; stiv og spændt Gang. Lidelsens Varighed er 1—4 Uger; undtagelsesvis sker der gennem Saarene Optagelse af mere ondartede Bakterier (sekundær Infektion), som giver Anledning til udbredte, endog dødelige Betcendelsesprocesser. Sygdommen er optagen mellem de i Lov af 14de April 1893 nævnte mildere smitsomme Sygdomme og maa ikke for- veksles med den saakaldte ondartede Beskelersyge, en kun hos Heste optrædende, kronisk forlovende, som oftest dodelig Infektionssygdom, som ligeledes ytrer sig ved Dannelsen af Saar paa Konsredstaberne, men som karakteriseres ved en fremad- skridende Lamhed, efterfulgt af en ganske paafaldende Tvinding i Skeletmuskula- turen. Sygdommen optræder ikke her i Landet, men har navnlig i tidligere Tid soraarsaget ganske betydelige Tab i de tyske og franske Stutterier. 8. Brandseber kaldes en hos Hesten optrædende, akut forlobende Sygdom, hvis Natur endnu stadig er os ubekendt. Tidligere var man tilbøjelig til at opfatte Lidelsen som en Form af Miltbrand; saa meget ved man dog nu, at der ingen som helst Forbindelse er mellem de to Sygdomme. Det er endogsaa mere end tvivl- somt, om Brandfeberen i det hele taget kan betegnes som en Infektionssygdom; meget taler for, at den slet ikke er en selvstændig Sygdom, men snarere skyldes en Forgiftning (Intoxikation), udviklet ved Optagelse af ukendte Giftstoffer fra en eller anden Betæn- delsesproces i selve Patientens Legeme. Det er nemlig en Kendsgerning, at Brandfeberen oftest optræder som en Følgesygdom til Kværke, Lungesyge o. fl. a. Symptomerne ere: Talrige Smaablodninger i Næseslimhinden og mere eller mindre udbredte, skarpt begrænsede Hævelser (Ddemer) omkring paa Kroppen, navnlig paa Hovedet og paa Benene. Undertiden kunne Hævelserne i og omkring Næseborene blive saa betyde- lige, at disse forsnævres, og der opstaar A and en od, og Lemmerne blive ofte saa tykke og stolpeagtig stive, at Dyrene kun med Besvær kunne bevæge sig. Huden revner da gerne ud for Ledene, og store Partier blive brandige (do bort og afstodes). Foruden Luftvejenes Slimhinder og Huden lider ogsaa jævnlig Slimhinden i Fordøjelses- kanalen, navnlig ere Tyktarmenes Vægge ofte Sædet for betydelige, odematose Hæ- velser, hvilket i levende Live giver sig til Kende ved periodiske Kolikansald. I Regelen er Lidelsen ledsaget af en moderat Feber (39,5—400 C.). Varigheden 2—3 Uger, men Udgangen meget ofte (c. 50 %) dodelig. Horer til de i Lov af 14de April 1893 optagne mildere smitsomme Sygdomme. 9. Tuberkulose, 10. Miltbrand og 11. Kopper, se under Kvægets, 12. Skab, se under Faarets Infektionssygdomme. b. Smitsomme Sygdomme hos Kvlrgct. 1. Tuberkulosen (Lungesyge, Lungetæring, Perlesyge) er den af samtlige Hus- dyrsygdomme, som har den største Betydning. Ten optræder nemlig ikke alene hos Kvæget, men hærger ogsaa vore Svinebesætninger og kan for ovrigt angiibe alle vore Husdyr, ganske vist ikke alle med lige Lethed. Næst efter Kvæget og Svinet ere Husfuglene (Hønsene) de mest modtagelige, Rovdyrene og Hesten angribes sjældnere, og Faaret og Geden kun undtagelsesvis. Men dertil kommer den sorgx- lige Kendsgerning, at Tuberkulosen ogsaa for Menneskets Vedkommende er en meget farlig Sygdom (Brystsyge, Tæring, Svindsot). Man regner i Almindelighed, at V7—VB af samtlige Dødsfald hos Mennesket skyldes denne Lidelse. I Begyn- delsen af dette Aarhundrede var Sygdommen sjælden mellem Kvæget her i Landet; men siden har den desværre bredt sig i en meget foruroligende Grad. I Overensstemmelse med Sygdommens smitsomme Natur har den navnlig udviklet sig t saadanne Egne (Jyl-