Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

ttdvalg af Avlsdyr. 47 A. Udvalg as Avlsdyr. Hovedregelen for Udvalg af Avlsdyr kan udtrykkes saaledes: Til Avl bor man vælge de Individer, der, samtidig med at de i saa fremtrædende Grad som muligt besidde de Egenskaber, man snfler at genfinde hos Afkommet, saa vidt muligt ikke ere behæftede med Fejl. Man kan nemlig gore Regning paa, at Forældrene — Avlsdyrene — i Kraft af deres Nedarvningsevne ville otierføre deres Egenskaber til Afkommet. I. Arvelighed. — Uedarvningsevne. Det er ovenfor sagt, hvad der forstaas ved Nedarvningsevne. Det bor imidlertid straks tilfsjes, at det indtil Dato ikke er lykkedes fyldestgorende at forklare, hvorpaa denne Evne beror, nagtet der desangaaende er opstillet Hypoteser (Mulighedsforklaringer) i Massevis. Man ved blot, at denne Evne er fælles for alt levende, lige fra den simplest sammensatte Organisme, som kun bestaar af en eneste Celle, til de hsjst organiserede, d. v. s. de i Henseende til Bygning og Livsvirksomhed mest sammensatte Skabninger. Man kan paa en Maade nok forstaa, at en encellet Organisme, hvis Formerelse bestaar i, at dens hele Legeme (den ene Celle) deler sig i to Dele, kan nedarve alle sine Egenflaber til sit „Afkom", men man behover blot at betragte et med Arvelighed sideordnet Fænomen, nemlig den saakaldte Gendannelsesevne (Regenerationsevne), som navnlig iagttages hos flere lavere Dyr, for at indse, hvor gaadefuld Nedarvningsevne» i Virkelig- heden er. Gendannelsesevnen viser sig ved, at tabte Legemsdele kunne vokse ud paa ny. Krebsdyrene kunne f. Eks. gendanne tabte Lemmer, et Firben kan regenerere sin Hale, ja, hos Gopler (Vandmand) ses endog det mærkelige, at en lille Del af Dyret kan blive Udgangspunkt for Dannelsen af et helt nyt Individ. Det er, som om Cellerne hos disse lavere Dyr vare i Besiddelse af en Slags „Hukommelse", og ftont man ikke kan forklare, hvorpaa Nedarvningsevne« beror, kan man bog, naar man gaar ud fra, at alle eksisterende Dyr (og Planter) ere udgaaede fra en fælles Stamform (en encellet Organisme), ved at sammenligne Nedarvningsevnen med de encellede Organismers Formerelse ved Deling og de lavere Dyrs Regenerationsevne*), med en vis Berettigelse fremsætte den Antagelse, at Konsstoffernes Evne til at frembringe et nyt Individ, der ligner Forældrene, er en Folge af, at de have arvet den „Hukommelse", som udmærker de lavere staaende Orga- nismers Celler. Hos de hojere organiserede Dyr forudsætter Formerelsen et Samarbejde mellem det hunlige og hanlige Ksnsstof. Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at begge Forældre kunne nedarve deres Ejendommeligheder til Afkommet. Man kan derimod ikke forklare den Kendsgerning, at den ene af Forældrene ikke altid nedarver lige saa meget som den anden, eller *) Regenerationsevnen genfindes hos de hojere Dyr, men den er her i betydelig Grad begrænset.