Beretning om Jernbanebroen over Limfjorden imellem Aalborg og Nørresundby

A. Forberedelser til Anlæget. Samtidig med Anlæget af Vendsysselbanen — det sidste Led i den jydske Længdebane fra Vamdrup til Frederikshavn — blev der ved Indenrigsministeriets Foranstaltning i Aaret 1870 foretaget en Række Undersøgelser i Limfjorden sigtende til at komme til Kundskab om, hvorvidt der indenfor passende Afstande til begge Sider af Banernes Endepunkter —- ved Aalborg og Nørre- sundby — maatte findes Overgangssteder over Fjorden, hvor Anlæget af en fast Jernbanebro vilde kunne iværksættes uden uforholdsmæssige Udgifter. Det maatte nemlig erkjendes, at Længdebanen først ved Tilvejebringelsen af en saadan For- bindelse vilde komme til Afslutning og opnaa sin fulde Betydning ikke alene for den lokale Trafik, men ogsaa for Samfærdselen mellem Jylland og den skandinaviske Halvø. Saafremt der skulde være Udsigt til over Frederikshavn at drage den svensk-norske Trafik ned igjennem Jylland, maatte Be- tingelsen herfor være, at Befordringen af Personer og Gods kunde foregaae uden Afbrydelse, og at særlig Overgangen over Limfjorden hverken medførte Ulemper eller Tidstab. Det eneste Middel, hvorved dette kunde opnaaes paa en fuldkommen fyldestgjørende Maade, var imidlertid Anlæget af en fast Jernbanebro. Med enhver anden Forbindelse, hvad enten den søgtes tilveiebragt ved en Pontonbro eller ved Dampfærger, vilde der altid være forbunden den Betænkelighed, at Overfarten kunde standses om Vinteren paa Grund af lis, altsaa netop paa den Tid, da en sikker og uhindret Tranportvei vilde være af størst Betydning. Resultatet af disse i Aaret 1870 foretagne Undersøgelser godtgjorde Muligheden af, at en saadan fast Bro vilde kunne tilveiebringes for en Pris, der stod i rimeligt Forhold til de Fordele, som ventedes opnaaede, men tillige at Anlæget maatte forudsættes at kræve en ikke ringe Tid og være forbundet med meget betydelige og tildels hidtil ukjendte Vanskeligheder — en Antagelse, hvis Rigtighed senere noksom blev godtgjort under Arbeidets Udførelse. Ved de omtalte Undersøgelser viste Fjordbunden sig nemlig at bestaae af Slik og Mudder i en Dybde at indtil 110 Fod under Vandspejlet. Dette Lag, som i den øvre Deel af Flodleiet er meget blødt, næsten flydende, tiltager noget i Fasthed nedefter og gaaer efterhaanden over til en Blanding af Mudder, Skaller, Tang og Sand. Under det træffer man den oprindelige Fjordbund, som fra en Dybde at c. 50 Pod ved den nordre Bred med et jevnt Fald sænker sig mod Syd, saaledes at den ved den sydlige Bred først træffes paa en Dybde af c. 110 Fod. Den bestaaer af et Sandlag af betydelig Mægtighecl, som for oven er af grovere Beskaffenhed, men efterhaanden bliver finere indtil en Dybde af 150 Pod, paa hvilket Punkt Undersøgelserne standsedes. I Flodleiets Sider fandtes Leerlag — paa den nordre Side i c. 70 Fods Dybde; henimod søndre Side i c. 100 Fods Dybde — hvor Undersøgelserne førtes igjennem disse Leerlag, blev der atter fundet fint, leer- blandet Sand.