Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

19 Forelæsninger. — Gunnerus var en lærd Theolog og Filolog, men han var dog førft og fremmest en lærd og aandrig Natur- historiker. Theologen, Filologen og Taleren ere nu saa temmelig glemte, men Botanikeren, Zoologen og Mineralogen skulle sent glemmes. Han var desuden en frisindet Mand med et unbent og klart Blik for mange af Samtidens Brost, og ikke alene var han den egentlige Stifter af det norske Videnflabsselflab, men han arbejdede med Iver for Oprettelsen af et norst Uni- versitet; og, da Struensee vilde have Kjøbenhavns Universitet fornyet og forynget, kjendte hverken han eller Samtiden nogen dygtigere til at udarbejde en ny Universitetsplan end Gunnerus. — At den unge Martfelt har havt stor Gavn af at tilbringe tre Aar i hans Hus, kunne vi saaledes ikke tvivle om; og at Gunnerus har havt særlig Godhed for sin flittige og dygtige Elev, fremgaaer iblandt Andet af den Fortale, som han 1757 skrev til Martfelts Udgave af Boileaus Satirer, af hvilke Kasten Worm havde oversat de elleve, men Martfelt selv den tolvte. Gunnerus siger i denne Fortale: „Bor lærde Martfelt, . . . . den flittige og velfortjente Martfelt har gjort alle [9)nbere] af de danske kjonne Videnflaber derved en Tjeneste, at han har føjet sin egen Oversættelse af den tolvte Satire til, og jo van- fleligere Oversættelsen af denne Satire er, og jo nettere den er gjort, desto ftørre Roes fortjener han." Digter var Martfelt dog ikke, fljondt han allerede 1751 havde sunget ved den al- menelstede og elskværdige Dronning Lovises Dod (see Lillies „Samling af Udvalgte Vers," Side 88 samt maaste 61-62); men han havde Sproget saa fuldt i sin Magt som de bedre af den Tids Forfattere, og hans Oversættelse med de mange tilføjede Bemærkninger godtgjor os ovenikjobet, at han ikke alene kunde Fransk, hvad dengang ikke var almindeligt, men at han havde et fortroligt Kjendstab baade til fransk Sprog og fransk Literatur. — Oversættelsen havde han tilegnet Grev I. H. E. Bernstorfs, og i Tilegnelsen (skreven 18. Jan. 1757) siger han om „Fædre- landets Sprog", at det er „et Tungemaal, som ikke nær elftes saameget af de Danske, som de Danfle elskes af Dem" so: af den 2"