Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

År: 1869

Forlag: J.H. Schubothes Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 101

UDK: 63(06)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 118 Forrige Næste
40 benhavns Kjobmænd noksom havde indseet denne Sandhed; der er de 96 selvstændige Forslag til økonomiens og Handelens Ophjælpning; og der er meget mere. Men der er et Par It- tringer, som vi særlig flulle fremhæve, fordi de udentvivl fik en sørgelig Indflydelse paa hele Martfelts senere Skjæbne. Han kræver: indsigtsfulde Aander (som om de ikke allerede vare der) i de kgl. økonomi-, Kommerce- og Kammerkollegier, som nøje kjende de Lande, de skulle give Raad for, i Forhold til andre Staters Nærings- og Handelspolitik. Og han kræver, at Se- kretærer, Renteskrivere og kgl. Fuldmægtiger i Kontorerne, som ere Referendarer i de vigtigste Sager i Kollegierne, tages af Studerende, især saadanne, som ere kyndige i Politikken, naar der engang bliver læst over Politik ved vort Universitet, da upolitiske Sekretærer, Renteskrivere og Fuldmægtiger imod sin bedste Villie kunne forblinde de Visestes Øjne i Kollegierne og blive alle Ulykkers Kilde. Man vil maaske finde et Lærdoms- aristokrati i disse Krav, men, seer man hen til Tid og For- holde, faa vil man udentvivl tillige i disse finde en Undskyld- ning for dette Aristokrati. Det kunde derimod de Mænd næppe, som Klagen ramte. Og, naar man faa betænker, at Martfelt naturligvis ikke var forsigtigere i Munden end i Pennen, at han vovede at sige om Tydfkeren O eder, der 1769, til Trods for Magthavernes Ugunst, flrev sin berømte Betænkning: „Hvor- ledes Bondestanden kan bringes til Frihed og Ejendom," men 1772 afsattes som Stiftamtmand i Trondhjem og 1773 joges som Landfoged til Oldenburg, at „ingen danst Stormand i Regeringens Kollegier kjendte saa godt Danmark og Norge, som Oeder kjendte dem, da han under det guldbergfle Mini- sterium maatte forlade dem," — saa har man ikke vanskeligt ved at fatte, at den fattige, flrivende Privatmand med Kan- celliraads Karakter maatte være en hed Brand i Næsen paa mange af vore Magthavere. Det gjor et underligt Indtryk at hore den maskerede Martfelt (Philocosmus) 1771 sige: „Jeg maatte forlade Kammeret, fordi jeg mer af Oprigtighed end af andre Aarsager sagde saa rent ud mine Tanker om Kammer-