Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

166 i 1818 af Nationalbanken, der overtog baade Rigsbankens Rettigheder og Forpligtelser. Allerede i 1816 var Rigsbankens Filial i Kristiania blevet erstattet af Norges Bank, der fik sit Grundfond ved en for Befolkningen meget tyngende Formue- skat paa ialt 8 Mill. Kr., der skulde være indbetalt i rede Sølv inden 1. September 1817. Aktionærer eller Interessenter i National- banken blev alle Besiddere af Bygninger for hele deres Hæftelses Beløb — 6 p.Ct. af Værdien — og Indehavere af Landejendomme og Tiender for den Sjettedel af Hæftelsens Beløb, som de uden Godtgørelse i Skatten selv forrentede, altsaa 1 p.Ct. af Værdien. Enhver havde Ret til at supplere en Hæftelse, naar den ikke ud- gjorde fulde 100 Rigsdaler, op til dette Beløb ved et kontant Indskud i Banken, hvorved man erhvervede sig Ret til at faa en Aktie; ligesaa kunde man lægge flere mindre Hæftelser sammen og derved opnaa en Aktie. Endelig kunde Folk, der skænkede Penge til Banken, og de, der gjorde Indskud i Banken mod 4 p.Ct. Rente, blive Aktionærer. Aktieretten kunde iøvrigt adskilles fra selve Bankhæftelsen og er derved efterhaanden i mange Til- fælde gaaet over paa helt andre Hænder. Bankens Grundfond, der oprindelig var omtrent 8 Mill. Rigs- daler, forøgedes efterhaanden særlig ved de ovenfor nævnte Sup- pleringsindbetalinger, saaledes at Aktiekapitalen, første Gang, den opføres som saadan (1846), har naaet en Størrelse af 13% Mill. Rigsdaler eller 27 Mill. Kr., paa hvilket Beløb den siden har holdt sig. Bankens væsentligste Opgave var naturligvis at bringe Orden i Pengevæsenet, hvilket maatte ske ved at faa saa mange af de cirku- lerende Sedler inddraget, at de resterende kunde tages for deres Paa- lydende. Dette gik imidlertid ikke saa hurtigt, som man maaske havde ventet. Først i 1838 noteredes Sedlerne til Pari (fuldt Paa- lydende), de holdt sig derefter i Parikurs og kunde i 1845 er- klæres for indløselige. Naar Sedlerne ikke før naaede op til Parikurs, skyldtes det maaske nok for en Del et stort Mellemværende, som National- banken havde med Staten, og som først fandt sin Afgørelse i samme Aar. Dette Mellemværende, som i Almindelighed kaldes Tolvmillionsagen, var opstaaet derved, at Staten, der som nævnt, havde givet Landmændene Adgang til i Skatterne at fradrage de 5/q af Bankhæftelsens Renter, hertil havde føjet den Betingelse, at dette kun skulde gælde, indtil de i 1818 cirkulerende Sedler