Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

174 France. Den blev stiftet i Aaret 1800 af Napoleon Bonaparte som en privat Aktiebank med en Kapital paa 30 Mill. Frcs., der senere er forhøjet adskillige Gange og nu beløber sig til 182 Mill. Frcs. Efter Napoleons Ønske skulde Banken betragte det som sin Hovedopgave at yde billig Kredit, og han greb paa dette Omraade ind med myndig Haand, idet han overfor Bankens For- valtningsraad erklærede, at Banque de France s Maal maatte være at yde Kredit til alle Frankrigs Handelshuse til 4 p.Ct. Med Hen- syn til Rentefoden nærede han den Anskuelse, som iøvrigt var den almindelige saavel den Gang som adskillig Tid senere, at det for en seddeludstedende Bank galdt om at holde saa fast og uforanderlig en Rentefod som mulig. Dette Princip, der saa- ledes blev fulgt baade i England og herhjemme, og efter hvilket Bankerne ligefrem ansaa det for en Ære at holde Diskontoen uforandret, beror naturligvis paa et Fejlsyn, idet det maa være en Banks Opgave i Tide gennem en Forhøjelse af Bankrenten at underrette det laansøgende Publikum om, at Tiderne bliver min- dre gunstige. Man ansaa det virkelig den Gang for mere formaals- tjenligt til en lav Rente at yde saa megen Kredit, som det over- hovedet var muligt, og saa pludselig sige Stop ved at sætte Renten stærkt i Vejret. Napoleons Betragtning af Bankens Stilling er udtrykt i føl- gende Oid fra et Statsraadsmøde: »Banken tilhører ikke alene Aktionærerne, den tilhører ogsaa Staten, fordi denne giver Ban- ken et Privilegium til at udgive »Penge« (Banksedler).« Under Felttoget i 1805 udspredtes der nogle Rygter om, at han havde taget Bankens Kasse med, hvilket foranledigede, at der blev en stærk Tilstrømning til Banken af Folk, der vilde have deres ind- satte Penge tilbage, hvad Banken søgte at afværge ved kun at udbetale % Mill. Frcs. om Dagen. Dette betød i Virkeligheden, at Banken ikke kunde indløse sine Sedler, og Napoleon skriver til Justitsministeren: »Banken skal veksle sine Sedler fuldt ud med Sølv, eller ogsaa maa den lukke sine Kontorer, thi jeg vil ikke vide af Papirspenge at sige«, og da han kommer hjem efter Felt- toget, maa Bankens Direktører formelig staa Skoleret for ham, idet han forsamler dem hos sig og udtaler: »Paa Slagmarken ved Austerlitz var det ikke Russerne, men Dem mine Herrer, som var min største Bekymring«. Den største Krise, Banken kom til at gennemgaa, var vel nok den i Krigsaarene 1870—71, men her bestod Banken med Glans