Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

214 ledes, at der finder en Mellemregning Sted med Postsparekas- serne i Østrig og Ungarn, med Postforvaltningen i Belgien og Schweiz’ Postbureau. For dette sidste Lands Vedkommende er den aarlige Omsætning nu oppe paa c. 3% Milliard Frcs., medens man i Østrig i 1910 naaede op paa en Omsætning af 27 Milliarder østrigske Kroner. I Danmark har Postvæsenet i allernyeste Tid indført en Afregningsmaade, hvorved kontante Udbetalinger i visse Til- fælde kan undgaas. Firmaer eller Personer, som har Konto i en Bank, og til hvis Adresse der ankommer mange Postanvis- ninger, kan træffe den Aftale med Postvæsenet, at det hver Dag samler alle Anvisningerne og afgiver dem til Banken, hvor Be- løbet da straks godskrives den paagældendes Konto; Postvæsenet sender saa blot Underretning til Adressaten om, at Pengene er indbetalt paa hans Konto. Paa denne Maade blev der i 1911 afregnet omtrent 9 Millioner Kr. Kreditforeninger. Fordi en Mand er Ejer af et Hus i en By eller af en Gaard paa Landet, er det ingenlunde sikkert, at han ejer det Beløb, som den paagældende faste Ejendom er værd i Handel og Vandel. Tværtimod ejer han i de allerfleste Tilfælde kun en vis Del af Ejendommens Værdi. Taget under et er f. Eks. for Danmarks Vedkommende indtil Halvdelen af alle faste Ejen- dommes Værdi belaant —- de største Ejendomme forholdsvis mest. De Pengeinstitutter, som vi allerede foran har omtalt, Ban- kerne og Sparekasserne, spiller nu til Dags en forholdsvis mindre Rolle ved disse Laan. Bankerne allerede af den Grund, at de Penge, der laanes ud mod Pant i faste Ejendomme, af Laansøgeren ønskes enten helt uopsigelige eller dog uopsigelige for en Række Aar, og dette vil en Bank ikke indlade sig paa, da den maa kunne disponere over sine Kapitaler med forholdsvis kort Varsel, men hertil kommer som foran nævnt, at den Rente, som en Bank kan beregne sig af disse Laan, er saa ringe, at det ikke vil være nogen Forretning, der egner sig for en Bank. Noget ander- ledes stiller Spørgsmaalet sig derimod for Sparekasserne. De Penge, der indsættes i en Sparekasse, forudsættes jo netop at skulle blive staaende i den for længere Tid, og Sparerne vil forlange, at deres Sparemidler anbringes paa den mest betryggende Maade. En mere sikker Anbringelse af Pengene end Udlaan mod Pant i faste Ejendomme kan da næppe heller tænkes, for saa vidt man hol-