Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

32 kaldte »Kipper« og »Wipper«, Folk, hvis Levebrød det ligefrem var at beskære (kippen) de fuldvægtige Mønter eller at indsmelte dem, for efter at have vejet (wippen) dem, atter at lade præge daarligere Mønter deraf. En Tid lang blev denne Forretning dre- vet i det skjulte, men efter Aar 1600 begyndte man at gaa gan- ske aabenlyst til Værks. Et Lyspunkt var det, da de bøhmiske Grever af Schlick i 1519 omsatte det rige Udbytte af Erzgebirges Sølvminer i klin- gende Mønt og satte de i Joacliimsthal udmøntede Joachims- dalere i Omløb. »Dalere n« blev baade i Tyskland — lige til Fig. 23. Dansk Joachimsthaler fra Kristian Il’s Tid. 1873 da Marksystemet indføres — og mange andre Lande den Mønt, der herefter fortrinsvis blev udmøntet. Men ogsaa denne maatte gennemgaa sin Fornedrelsestid. I Tiden under og efter Trediveaarskrigen gik Sølvindholdet saaledes ned til 50 ja 25 pCt. af den oprindelige Mængde, for tilsidst helt at blive fortrængt af Kobberet. I Skildringer fra den Tid for- tælles, hvordan Pander, Kæder og Rør, ja alt hvad der var af Kobber efterhaanden kom i Smeltediglen. Havde en gammel Kirke et Kobbertag, maatte den aflevere det til Mønter, og »de; der var blevet døbt i den, solgte nu dens Tag uden nogen Skrupel.« Folk har været grebet af en ligefrem Pengefeber lige- som man senere blev besat af en Guldfeber. Hvorledes Penge- feberen raser, ser man af en Skildring som følgende: »Lægerne forlader de Syge og tænker mere paa Aager end paa Hypokrat og Galenus. Juristerne glemmer deres Akter, lader haant om de- res Praksis, kaster sig over Aager og lader dem læse over Bar- tholus og Baldus, som har Lyst. Ganske paa samme Maade gør de andre Lærde., de studere mere Regnekunsten end Retorik