Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

77 Samler man Forbruget for de Lande, i hvilke man kan gøre sig noget Begreb om det, naar man til en samlet Sum til industrielle Øjemed af c. 200 000 kg. eller mellem %, og 73 af den aarlige Produktion. For Kinas Vedkommende nævnes ofte et ganske ejendomme- ligt Forbrug, som muligvis alt i alt er af et meget betydeligt Om- fang. Det fortælles, at Kineserne, ved visse særlig vigtige Begiven- heder i deres Liv, afbrænder et lille Guldblad af 2 cm2 Stør- relse. Selv om det ikke betyder ret meget for den enkelte Kineser, vil dog et Forbrug af nogle Kroner for hver enkelt i blot nogle faa Aar kunne absorbere en meget betydelig Guldmængde, Vender man sig nu til Guldets Anvendelse til Mønt-Metal, møder der en den Ejendommelighed, at man ved at opgøre hvor meget Guld, der bliver udmøntet i et enkelt Aar i de forskellige civiliserede Lande ret ofte kommer til det Resultat, at Guldud- møntningen er større end den samlede Guldproduktion i det enkelte Aar, hvilket viser, at der maa være taget store Mængder af det paa Markedet allerede tilstedeværende Guld med i Brug. I Virke- ligheden kan der ikke være Tale om at der til Mønt- og Barre- forbruget gaar mere end imellem 60—70 pCt. af Aarets Produktion. Møntfod og Møntunioner. Ved Møntfod forstaas i Almindelig- hed det Metal, hvori et Lands Hovedmønt udmøntes. Da Hoved- mønterne i Danmark og Norge siden 1873 udmøntes i Guld, har vi altsaa her Guldmøntfod. Undertiden ser man ogsaa Møntfod forklaret saaledes, at der derved forstaas den Mængde af det til Hovedmønt benyttede Metal, der udgør Møntenheden. Da Enheden i Danmark og Norge som bekendt er 1 Kr., og det til Hovedmønt benyttede Metal er Guld, bliver Møntfoden efter denne Opfattelse altsaa at forstaa, som den Mængde Guld, der har 1 Krones Værdi. For Danmarks og Norges Vedkommende bliver Møntfoden efter dette 0,403 gr. Guld, i Frankrig er den 0,29 og i Tyskland OJ358 gr. Guld, nemlig henholdsvis Guldindhol- det af en Franc og en. Mark. Fordelen ved at udtrykke Møntfoden paa denne Maade er aabenbart den, at man derigennem baade angiver det Metal, hvori Hovedmønten udmøntes, og giver Oplysning om, hvor- vidt Landet har en »svær eller let Møntfod« — om man ved Val- get af Enheden er gaaet ned til et Pengebeløb, der nogenlunde svarer til de hyppigste og' mest almindelige Omsætninger.