Vejledning for Gas- og Vandmestre i Kjøbenhavn

År: 1896

Forlag: Martius Truelsens Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 90

UDK: 628.6 Vejl Gl.

Udgivet ved Foranstaltning af Belysningsvæsenet og Vandværket. Trykt som Manuskript.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 100 Forrige Næste
16 passende Anvendelse af vaade Klude eller fugtigt Pakgarn søge at op- fange mulige Gnister, inden de faa gjort Ulykker. Ved Ledninger af mindre Diameter er Faren ikke saa stor, da Metallet i det snevre Rør afleder Varmen saa hurtigt, at Eksplosionen ikke kan forplante sig. I Forbindelse med Gassens Eksplosionsevne bør nævnes dens om- talte Lethed, der gør, at den, hvor den undslipper Ledningerne gen- nem Utætheder osv., søger op under Loftet, hvor der da meget vel kan opstaa en eksplosiv Gasblanding, selv om der kun lugter svagt af Gas lavere nede. Under Loftet er derfor det Sted, hvor man først vil mærke Lugten fra en Utæthed eller lignende, og det Sted, hvor man nødigst maa søge at finde en Utæthed med Ild eller Lys. En anden Følge af Gassens ringe Vægt er, at Gastrykket i Ledningerne tiltager, jo højere man kommer op; Forøgelsen beløber sig til omtrent 1 Linie for hver 11 Fod, man kommer tilvejrs, og Trykket vil saaledes i en almindelig 5-Etages Bygning være ca. Vs" stærkere paa Kvisten end i Kælderen. Endelig bevirker Gassens Lethed, at Blussene maa brænde opad, naar ikke Brændernes særegne Konstruktion tvinger Blusset nedad. Gassens Lysevne beror paa dens Indhold af tung Kulbrinte — et Indhold af 2Va % —, og man antager almindelig, at Gassens For- brænding ved Gasbrænderen gaar for sig paa følgende Maade: Den udtrædende Gas tændes, idet den blander sig med den til- strømmende Luft, og den nederste blaa Del af Flammen dannes, idet de ikke lysende Luftarter forbrænde. Den derved udviklede : Varme sønderdeler de tunge Kulbrinter, saaledes at der frigøres Kulstof i Form af Sod, og ved Luftens Tiltræden og den tilstedeværende Varme bringes dette til Glødning og delvis Forbrænding i den derved lysende De] af Flammen. FZndelig foregaar den sidste, fuldstændige Forbræn- ding i den yderste, svagt lysende Bræmme, hvor Heden er den højeste, der findes i Blusset. At der udskilles Sod af Blusset, vil man kunne overbevise sig om ved Forbrændingen i en Argandbrænder, naar man tildels lukker for Luftens Adgang til Blusset. Soden vil da kun tildels forbrænde, og Resten kan ses som sort Støv over Glassets Munding. At det virkelig er faste, glødende Kulpartikler, der give Lyset, er forøvrigt ad anden, videnskabelig Vej godtgjort. Lader man Gassen blande sig med Luft, inden den træder ud af Brænderen, faas slet intet Lys, idet da de tunge Kulbrinter ved den rigelig tilstedeværende Mængde Luft straks forbrænde fuldstændig uden at sønderdeles; derimod udvikler Gassen selvfølgelig den samme Varme- mængde i begge Tilfælde. Gassens Lysstyrke, der som sagt er afhængig af dens Indhold af tunge Kulbrinter, bestemmes ved Sammenligning med et »Normallys«,