Studier Over De Danske Søers Plankton

156 VERMES. Med Hensyn til Planktonroliferernes Æglægning skal endnu følgende tilføjes. Som bekendt klæber den overvejende Del af Rotifererne deres Æg fast til Underlaget. Planktonrotifererne, der færdes i en Region, hvor Understøttelsesflader mangler, maa bære sig ad paa anden Vis. Vi vil først betragte Maaden, hvorpaa Sommeræggene anbringes. En Del skaffer sig dog Underlag for Æggene, idet de klæber dem fast til andre Planktonorganismer; dette er saaledes Tilfældet med Coelopus, der afsætter Æggene paa Melosir a-Traade, Mastigocerca capuzina, der anbringer dem paa Asplanchner, Rattulus bicornis, der afsætter dem paa andre Rotiferer, og Gastropus stylifer, der anbringer dem paa Uroglena volvox. Rimeligvis afsættes Æggene ingenlunde altid paa disse Organismer, snarere maa man formode, at de afsættes paa alle mulige Planktonorganismer. En stor Del Former (Anurcea, Brachionus, Schizocerca, Notholca, Polyarthra, Triarthra, Mastigocerca setifera, Synchæta tremula?) bærer Æggene indtil Klækning; nogle (Asplanchna) er levendefødende. Hos atter andre er Sommeræggene pelagiske (Synchæta grandis, Ploesoma Hudsoni). Hvad Hvileæggene angaar, er vi med Hensyn til disse kun slet underrettede; men ud fra disse Ægs Bygning maa vi formode, at de enten er pelagiske eller paa forskellig Vis holdes flydende i Overfladen, hvorfra de af Vinden føres ind i Søernes Vige, hvor da Klækningen i Foraarstiden foregaar. Hos Anuræa, Polyarthra, Gastropus stylifer og Synchæta stylata er Hvileægget besat med længere eller kortere Børster; Asplanchna priodonlas Hvileæg er udstyret med to store Oljedraaber (se Tab. IV, Fig. 37). I Hvileægget hos Asplanchna Brightwelli, men særlig hos Triarthra longiseta, optræder Skalstrukturer, der ganske minder om de luftfyldte Kamre hos Bryozostatoblaster; en lignende Bygning er ovenfor paavist i Hvileægget hos B. pala. For dette Ægs Vedkommende kan jeg meddele, at jeg fra Baaden direkte har iagttaget, hvorledes Vinden fejede Overfladen ren og aflejrede det indfejede Materiale i Søens Vige (se p. 143). En nøjere Undersøgelse af Søernes Opskyl efter de store Efteraarsmaks. vil rimeligvis give gode Oplys- ninger om Rotiferernes Hvileæg. Det er indlysende, at hvis den i dette Arbejde ofte hævdede Opfattelse, at de af Planktonorganismernes Hvilestadier, der bundfældes ude paa dybt Vand, her gaar til Grunde, er rigtig, maa det være af største Betydning for Arten, om Hvilestadierne, efter at være aflagte, ejede Midler til at naa ind i Littoralregionen, hvor Bølgeslag og Vertikalstrømninger vilde kunne hæve dem det næste Foraar. I Maaden, hvorpaa Planktonrotifererne anbringer deres Æg, haves formentlig et smukt Eks. paa, hvor- ledes en Gruppe al Organismer er i Stand til at føje deres Organisation efter de store Fælleslove, der hersker paa Lokaliteter, hvor Gruppen oprindelig ikke hører hjemme, og efter hvilke den derfor fra først af ikke var tilpasset.