Studier Over De Danske Søers Plankton

VERMES. 155 førte ud i denne. For nærmere at faa denne Formodning bekræftet foretog jeg i Foraaret 02, samtidig med at Planktonprøver toges i Furesøen, tillige en Undersøgelse af Planktonet i den pelagiske Region ude i Smaasøer, der afvander til Furesøen, navnlig Vejlesø og Søllerødsø. Det lykkedes mig da at konstatere følgende Fakta: 1. Aller, der optraadte konstant baade i de ovennævnte Smaasøer og i Furesøen, havde i Smaasøerne deres Maks. c. 3 Uger tidligere end ude i den store Sø (Polyarthra, Triarthra, Asplanchna). 2. Arter, der kun hørte hjemme i Smaasøernes centrale Partier, særlig Brachionus pala, angularis, Syn- chæta tremula, Ascomorpha agilis o, a., af hvilke de tre førstnævnte opnaaede meget høje Maks. i Vejlesø, viste sig i Furesøens pelagiske Region netop samtidig med disse, men forsvandt derpaa ganske. 3. Maksim åerne for disse Former var altid størst i den Del af Søen, der laa Tilløbene nærmest (Store Kalv). Ud fra 2 og 3 tør man drage den Slutning, at naar der i en større Søs pelagiske Region pludselig viser sig en Del Individer af Arter, som ellers ikke hører hjemme i denne, og disse Arter derpaa ligesaa hurtigt forsvinder, har man med Materiale at gøre, der andetsteds fra er tilført Søen. Det er Former, der herude enten gaar til Grunde eller naar ind i Søens Littoralregion, i hvis afspærrede Vige de i saa Fald finder et nyt Hjem. Ud fra Iagttagelse 1 kunde man endvidere formode, at ogsaa den i Søen regelmæssigt optrædende Rotiferfauna for en Del rekruteredes af tilført Materiale, samt at denne Fauna, saafremt en saadan Rekru- tering ikke fandt Sted, i Længden ikke vilde være i Stand til at holde sig i en større Søs pelagiske Region. Dette kan vel være muligt, men paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at der i de større Søers pelagiske Region findes et Rotifersamfund, der opstaar i selve Søen og ikke stammer fra tilgrænsende Vandmasser. Vi har i det foregaaende nemlig ofte fremført Eksempler paa, at de i de større Søer optrædende Individer staar med et eget, skarpt fikseret Præg, der adskiller dem fra de i lave Damme og Smaasøer hjemmehørende Individer. Særlig fremhævedes Tornenes større Længde hos Søformerne, hvilket Forhold fik Imhof til at opstille særlige Arter og Varieteter (Anuræa longispina, regalis o. a.)> samt det tyndere og langt mere hyaline Panser, der aldrig opviser den gule Farve, som saa ofte karakteriserer Damformerne; men hertil kommer yderligere, at Varieringsevnen i Damme og i Søer giver sig et ganske forskelligt Udslag, hvoraf resulterer, at der hos en Art i Damme ofte opstaar Variationsrækker, der nøje er knyttede til disse og aldrig forekommer i større Søer (Anuræa cochlearis, A. aculeata), medens der omvendt i de større Søer indenfor visse Arter kan opstaa Variationsrækker, som ikke viser sig i Smaasøer og Damme (Asplanchna, Synchæta). Naar imidlertid en Søs Rotifererplankton for en stor Del faktisk udvikles i selve Søen, staar vi atter her overfor Spørgsmaalet om Hvilestadier og Hvileperioder. For de periodiske Rotiferers Vedkommende ved vi, at de totalt forsvinder i 6—8 Maaneder af Aaret; de perennerende Rotiferer er vel altid til Stede, men Antallet, hvori de optræder, er i Aim. saa ringe, at det store og pludseligt opstaaende Foraarsmaks. ikke kan tænkes at fremkomme alene ved parthenogenetisk Formering af de faa i Vandmasserne overvintrende Individer. Hos det langt overvejende Antal Arter har man paavist, at der efter Seksualperioderne opstaar Hvileæg, og man tør slutte, at disse dannes hos alle Arter. Ud fra de Betragtninger, som ogsaa andetsteds er gjort gældende, maa det endvidere formodes, at alle de Hvileæg, der synker til Bunds ude paa de store Dybder, gaar til Grunde, og at det pelagiske Rotifer- samfund Aar efter Aar væsentlig udvikles i Littoralzonen, fremgaaet af de i denne aflej rede Hvileæg, der hæves til Vejrs af Bølger og Vertikalslrømninger. Paa mine Rejser i Jylland har jeg i Maj Maaned dels i Silkeborgterrainet, dels i det store Sødrag om Viborg—Hald gentagne Gange haft Lejlighed til at se, at de større Søers Rotifermængde var langt betydeligere inde i de lavvandede Vige end ude paa den aabne Sø; herude opstod først 8 Dage senere de store Maks., som formentlig delvis fremkom ved, at Littoralzonens Sværme af Foraarsstormene førtes ud over hele Søen. 20*