Studier Over De Danske Søers Plankton

180 ARTHROPODA. karakteristisk for den skandinaviske Halvøs arktisk-alpine Fjældvande; den naar i Følge Lilljeborg (00 p. 612) og Sars (90 p. 52) den kolossale Størrelse af 4%—5 Mm. Tornen fraregnet; fra russisk Karelien angiver Stenroos (97 p. 67) endog Eks. paa 6 Mm. »der sehr lange Stachel nicht mitgerechnet«. Disse Kæmper er, saa vidt vides, ikke kendte udenfor arktiske og subarktiske Dele af Nordeuropa og findes heller ikke hos os. P. E. Müller, der først fandt Bythotrephes herhjemme, bestemte sine Eks. fra Esromsø til B. Cederstrømii (68a. p.203); Lilljeborg, der holder de to Arter ude fra hinanden ved, at Tornen hos B. longimanus er ganske lige, medens der paa Tornen hos B, Cederstrømii findes en Bue, har selv taget Bythotrephes i Esromsø og bestemt den til B. longimanus (00 p. 605). Saäfremt den ovennævnte Bue er det afgørende Artsmærke mellem de to Arter, er der heller ingen Tvivl om, at Esromsøs Bythotrephes er B. longimanus. Da alle de udenfor Nordeuropa fundne Bythotrepher efter Lilljeborg bør henføres til denne Art, retter jeg P. E. Müllers Bestem- melse og henfører ogsaa vore Bythotrepher til B. longimanus- Müller kunde, da han skrev sit Arbejde, næppe med Sikkerhed bestemme Arten, se herom Müller (68«. p. 204). 8. longimanus Leydig. Lilljeborg 00. Tab. 80, Fig. 10. Furesø. B. 1. blev paa en mig uforklarlig Maade overset i 01; Arten fandtes i Slutn. af Aug. 02 af Mag. Henning Petersen; den syntes kun at opholde sig i dybere Vandlag, men var selv i Prøver, tagne med vid- maskede Net, og som i længere Tid var trukne horisontalt, ikke hyppig; Mængden var omtrent uforandret i Sep.; de sidste Eks. saas i Slutn. af Okt. Esrom sø. B. 1. viser sig i enkelte Eks. i Prøven 01 25/5 Tp. 13; 29/6 Tp. 15 synes Antallet ikke synderlig større, men dog noget steget 20/7 Tp. 17; det tiltager stærkt i Prøverne 12/8 Tp. 21 og 5/9 Tp. 16; 3% Tp. 17 er Arten betydelig aftaget og yderligere 15/10 Tp. 12; de sidste Eks. er sete 10/n Tp. 7. I 02 fandtes de første Eks. 13/6 Tp. 13; Antallet var ringe endnu 10/7 Tp. 14, men betydeligt 31/7 Tp. 15. De faa Eks. fra 01 25/5 er unge Hunner uden Æg; i Prøven 20/7 indeholder de fleste Hunner kun to Æg, hvor- imod Hunnerne fra 12/8—% næsten alle har 4 Æg eller Embryer; samtidig viser der sig en meget talrig Yngel; Hvileæg paavises først 15/io, af disse findes kun to; Eks. fra u/n er golde; Hannerne er mærkelig nok undgaaede min Opmærksomhed. Ska nderborgsø. B. 1. er paavist i ganske faa Eks. i en enkelt Prøve fra 01 5/8 Tp. 21. Julsø. B. 1. paavistes i enkelte Eks. 01. 10/7 Tp. 20; Antallet var større i Prøven V8 Tp. 22, men atter ringe ’/9 lp. 12. I 02 fandtes den i laa Eks. 2/6 Tp. 13 og ,i0/6 Tp. 16; den var noget hyppigere 31/7 Tp. 15. Der saas kun Hunner med Sommeræg. I størst Mængde fandtes dog Bythotrephes i Almindsø 01 3/8 Tp. 18. Den optraadte her i uhyre Mængde og stod saa godt som udelukkende paa dybt, 20—30 M. Vand. Naar Oplysningerne om B. longimanus er saa ufuldkomne, skyldes det væsentlig, at der ikke overalt er anvendt vidmaskede Planktonposer. 8. 1. er sikkert vidt udbredt i vore større Søer; om dens Udbredelse i mindre ved vi foreløbig intet; den kommer rimeligvis frem i Maj, har sit Maks. ved Vandets højeste Tp., sin Seksualper. i Old.—Nov. og forsvinder derpaa; fra Slutn. af Nov. og indtil Maj er B. 1. ikke iagttaget. I Følge mine Iagttagelser er Bythotrephes longimanus mere udpræget Dybvandsfonn end nogen anden Daphnie, ja end nogen anden Planktonorganisme i Ferskvand; den tages i størst Mængde paa 15—25 M Vand. P. E. Müller er kommen til et noget andet Resultat; han angiver nemlig, at Esromsøens Bythotrephes er almindeligst i Vandlag fra x/3 M. til P/2 M. (68 o. p. 214); i Overfladen og i større Dybder har P. E. Müller ikke taget den. Det kan bemærkes, at alle Eks. fra 01 25/5 kun havde eet Par Caudalkløer; det største Antal, man har iagttaget, er tre, hvilket var det sædvanlige senere hen paa Sommeren. Angaaende disse Caudalkløer se P. E. Müllers smukke Iagttagelser (68 a. p. 66). 9. longimanus synes at have sin videste Udbredelse over Nordeuropa: Lilljeborg (00 p. 616); i Pioner- søerne angives den atvære sjælden: Apstein (96 p. 176); den er aim. i Bodensøen: Weismann (77 p. 381)