Studier Over De Danske Søers Plankton

ARTHROPODA. 201 Idet jeg, hvad Copepodernes Maks. og Min. samt deres Seksualper. angaar, henviser til foregaaende, skal jeg her kun henlede Opmærksomheden paa et Par Punkter af niere generel Betydning. Det er saaledes ganske mærkeligt at se, ikke alene hvor konstant Ægantallet i Copepodflokkene paa et givel Tidspunkt altid er, men ogsaa, hvor ens de forskellige Copepodarter til de forskellige Aarstider forholder sig ni. H. t. Ægantallet; baade hos Cyclops 'strenuus, Diaptomus gracilis og I), graciloides er Ægantallet størst henholdsvis c. 40—50, 25-—30 og 14—16 — om Foraaret, mindst om Sommeren — 20—30, 10—12, 2 — 4 — og derpaa atter stigende hen paa Efteraaret. Men hvad der er endnu mærkeligere er, at selve Æggenes Størrelse hos alle tre Arter ubetinget er mindst om Foraaret, naar Arterne bærer de talrige Æg, og størst om Sommeren, naar Antallet er ringe. Æggets Diameter hos D. graciloides er om Foraaret c. 120 om Sommeren derimod c. 160—200. Jeg indskrænker mig her til at konstatere Faktum og skal kun bemærke, at da det formodes, at det Udviklings- trin, hvorpaa Ungen ved Klækningen befinder sig, afhænger af Størrelsen af den Blommemasse, der er medgivet Ægget, havde jeg tænkt mig, at de Unger, der fremkom af Sommeræggene, i hvert Fald maatte være større end de, der udgik af Foraarsæggene, og at der muligvis hos de om Sommeren fødte Unger vilde kunne paavises et begyndende Svind i Metamorfosen, saaledes at Ungerne ikke kom frem paa et Nauplie-, men paa et Metanaupliestadium. Undersøgelserne herover er dog kun i deres Vorden; Copepodernes udprægede Kannibalisme lægger her store Hindringer i Vejen, idet Moderdyret næsten øjeblikkelig æder sin egen Yngel; at dissekere Æggesækkene af og opbevare dem for sig er ikke heldigt, da bundfældede Æggesække altid synes at overtrækkes med Phycomyceter. Jeg har her kun villet henlede Opmærksomheden paa et Punkt, der i høj Grad trænger til nøjere Under- søgelse. Ved regelmæssigt hver Manned at undersøge vore Søers pelagiske Copepoder vi] man ikke kunne undgaa al lægge Mærke til, at i alt Fald liere af disse i Aarets Løb skifter Farve. Medens Copepoderne om Som- meren enten er farveløse eller udstyrede med smukke, metalblaa Farver, gives der Arter, der regelmæssigt hver Vinter antager en karmoisinrød Farve; dette gælder for vore Søers Vedkommende navnlig 1). graciloides, D. gracilis og C. strenuus; i de 4 Søer: Furesø, Esromsø, Tjustrupsø og Sorøsø, hvor jeg selv har fisket Plankton og altsaa undersøgt dette i levende Tilstand, har jeg hvert Aar i Nov.—Dec. set den røde Farve blive fremherskende, holde sig hele Vinteren og derpaa forsvinde i April—Maj. For D. graciloides Vedkom- mende maa det formodes, at det er den om Foraaret fødte Generation, der i Nov. skifter Farve og holder sig rød indtil sin Død; Nauplierne, der kommer frem i Forsommeren, er, saa vidt vides, altid røde; naar Dyrene bliver ældre, svinder den røde Farve og viser sig først igen i Nov. For Cyclops strenuus’ og I), gracilis’ Vedkommende, hos hvilke Former det er tilladt at antage to Generationer, ser det ud, som om den røde Farve særlig er knyttet til den Generation, hvis Seksualper. falder om Vinteren. Den svagere eller stærkere Farve er direkte afhængig af Copepodernes Rigdom paa Olje; Oljen lejrer sig i Form al store Draaber væsentlig langs Rygsiden af Dyrene. Hos I), graciloides i Esromsø fandtes kon- stant i Forkroppen lidt bagved Øjet en stor fortil ofte trelappet Oljedraabe og i nogen Afstand fra denne et større eller mindre Antal Oljedraaber grupperende sig omkring og noget bagved Munden; dette Parti var ved Rækker af Draaber forbundet med et Lredie Parti liggende i den bageste Del af Forkroppen. Den forreste Oljedraabe er konstant hele Aaret, men Oljerigdommen i de to derpaa følgende Partier er skiftende til de forskellige Aarstider, dog altid betydeligst ved lave Temperaturer; den største Oljerigdom og den derfra hidrørende røde Farve indtraf noget efter de store Diatomeemaks.; ved Sammenligning af den Olje, der fandtes i Melosir a-Ce\\erne, med Oljedraaberne hos Copepoderne, kunde jeg ikke værge mig mod den Tanke, al det var Diatomeeoljen, der genfandtes i Copepoderne; hvor vidt disse direkte fortærer Diatoméerne eller lexei al Dyr, hvis Hovedføde er Diatoméer, ved jeg ikke, men formoder, at der er et Afhængighedsforhold De danske Søers Plankton. 26