Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

færd ikke bør være undergivet en enkelt Mands Skøn*). I den af Fler- tallet foreslaaede Direktion bliver Generaldirektøren let tilovers, medens Ansvaret ganske forflygtiges. Det kan ikke være rigtigt, naar man anvender Direktører, der hver for sig ere Specialister i en bestemt Hovedgren af Jernbanetjenesten, at aabne en Mulighed for, at ved- kommende Specialist og Generaldirektøren bliver overstemte af de tre andre Direktører i en Sag, hvortil de sidstnævnte muligt kun have meget ringe eller slet intet Kendskab“. (Betænkn. S. 22—23). I en særlig Udtalelse (tiltraadt af N. Andersen og Breinholt) skærper daværende Kommitteret Rimestad, der maa betragtes som Statsbane- administrationens Repræsentant i Kommissionen, den foran citerede Kritik af Flertallets Generaldirektions-Ordning, idet han hævder, at denne frembyder en ikke ringe Fare: „Følgen af den kan blive en fast Sammenslutning mellem 3 af de 5 Direktører, der vriste al Magten ud af Haanden paa Mindretallet — som for saa vidt gerne kan bestaa af Generaldirektøren og hans Stedfortræder, Driftsdirektøren. Den kan ogsaa blive den endnu uheldigere: en vekslende Majoritet med den deraf følgende Planløshed i Styrelsen og fordunklet Ansvar“. (Betænkn. S. 61—62). I Spørgsmaalet om den lokale Ledelse holder Mindretallet paa, at denne bør hvile paa Sektionsdelingen, der er grundfæstet gennem alle- tidligere Ordninger, men at Sektionslederne bør have udvidet Myndighed, og at Samarbejde mellem dem bør tilvejebringes under en eller anden fast Form, f. Eks. ved, at der „paabydes Afholdelse af Fællesmøder af de i et vist Omraade ansatte Sektionsledere til Drøftelse af og Bestem- melse om dette Omraades fælles Interesser“. Og det fremhæves ende- lig, at Sektionsdelingen byder den Fordel, at Befolkningen flere Steder i Landet end ved Distriktsdelingen vil kunne komme i Forhold til Jernbaneembedsmænd, som kunne tage sig af dens Ønsker og Be- sværinger. — Mod de af Flertallet foreslaaede kollegiale Distrikts- styrelser rejser Mindretallet forskellige Indvendinger, bl. a. at de fire Distrikter vil hver for sig kræve et forholdsvis stort og kostbart Kontorapparat, og at der let vil skabes et Modsætningsforhold mellem Generaldirektionen, der vil søge at begrænse Distrikternes Magt, og Distrikterne, der vil søge at opnaa større og større Myndighed. I sit: ovennævnte Særvotum skærper Rimestad denne Kritik betydeligt og *) I Spørgsmaalet om Personalets Beskyttelse mod. embedsmæssigt Enevælde er saaledes. hele Jernbanekommissionen enig. Forf. 24