Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

Statsbaneudvalget af 1911 afgav sin Betænkning 24. April 1913, og under 27. Maj s. A. tilstilledes den Statsbanernes Generaldirektion til Udtalelse. Generaldirektionens „Erklæring“ — et Værk paa 87 Sider — af- gaves den 17. November s. A. Den er vistnok bleven til paa den Maade, at Direktionens Medlemmer for specielle faglige Spørgsmaals Vedkommende selv har skrevet paagældende Besvarelse, medens Er- klæringen i sin Helhed er udarbejdet paa Fællesmøder, hvor Kontor- chef N. J. U. Andersen, der var Sekretær i Jernbanekommissionen af 1898, fungerede som Sekretær. Da endvidere en af Direktørerne, C. O. Rimestad, var Medlem af nævnte Kommission, har baade Sagkundskaben og Kon- tinuiteten med hele det tidligere Organisationsarbejde, baade inden- og udenfor Statsbaneledelsen, været til Raadighed ved Udarbejdelsen. Erklæringen er ret skarp i sin Form. Men det er meget forstaaeligt. For tre Aar siden sattes Generaldirektionen paa Anklagebænken ioi det tidligere omtalte „Misforhold mellem Stigningen i „Ydelse“ og Udgift , og Statsbaneudvalget nedsattes for at undersøge Styrelsens Dispositioner og Forhold. I Udvalget var Jernbanesagkundskaben re- præsenteret udelukkende af Privatbanemænd, som — med det Mod- sætningsforhold in mente, som bl. a. Privatbanernes og Statsbanernes ofte modstridende F orretnings-Inferesser naturligt medfører — ikke turde betragtes som helt uvildige. Rigsdagens Kritik i dens mest agressive Form var repræsenteret af to Folketingsmænd, hvis Fejlsyn paa væsentlige Grundforhold i Statsbanernes Driftsøkonomi, som tidligere nævnt, maatte forbavse. Og medens Statsbaneadministrationen selv var holdt uden for Udvalgets hemmelige Forhandlinger, opfordredes Personalet til at møde med sin Kritik af Statsbaneforholdene. Udvalget samlede et Anklagestof mod Ledelsen — dette var Indtrykket, som afholdt mange interesserede fra at søge Udvalget. Fra det afhørte Personale sivede 51