Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

langsomt Rygterne ud. „Direktørernes Magt skulde knækkes.“ „Hele Styrelsen deroppe skulde ryddes!“ De eller de nye Embeder skulde op- rettes. Navne nævntes. Andre nærmere betegnede Embeder skulde nedlægges. Uroen og Spekulationen i Forandringerne og Embederne, som altid er den usunde Atmosfære omkring saadanne Kommissioner, trængte efterhaanden langt ind i Etaten. Selv saadanne Foreteelser, som at enkelte Blade bragte Billede og rosende Biografier af General- direktørens „Afløser“, forskaanedes man ikke for. Af Hensyn til den kommende Ordning maatte en Række vigtige Poster i Linietjenesten kun foreløbig besættes ved Konstitution, og da hele Kredsordningen — hvad der har bekræftet sig — sagdes at skulle „ryddes“, har de femten Kredsbestyrere, paa hvem hele Ansvaret for Statsbanernes Linie- tjeneste hviler, nu i to Aar staaet i Personalets Øjne som „proscriberede“ og virket under Opbruddets Tegn. Man vil sige, at denne Skildring er for grel. Den er det ikke. Den, der har skrevet disse Linier, har en Gang tidligere, i Tiden for- inden Ordningen af 1903 — under Samarbejdet med det da ned- satte Landstingsudvalgs Ordfører og som samtidig Formand for Jern- baneforeningens Forretningsudvalg — haft enestaaende Lejlighed til at følge og bedømme denne usunde Opløsningstilstands mange for- skellige Virkninger i Etaten. Under saa fuldkommen utaalelige Forhold har den anklagede Generaldirektion afventet Betænkningen. Og saa indeholder denne som nævnt — trods forskellige Henvisninger (i anden Hensigt) til Takstlovs- debatten — ingensomhelst Oplysning om den da fremsatte Anklages fuldkomne Værdiløshed. Betænkningen tier herom og former sig som en ny Anklage — paa Indicier. Og det er da forstaaeligt, at General- direktionens Tilsvar ikke er uden Skarphed. I dens Behandling af Udvalgets Organisationsforslag skinner den Anskuelse tydeligt igennem, at det jo er let at lave en Ord- ning paa Papiret, og at der altid staar en let vunden Glans om en foreslaaet Ordning, men som — desværre — hurtigt forsvinder, naar Ordningen er gennemført. Og Erfaringen bekræfter unægtelig dette. — Generaldirektionen siger om de Hovedprincipper for en Ord- ning, Udvalget har fremført, at de „dels er almindelig anerkendte, dels omstridte“, og at Udvalget har misforstaaet adskilligt i de Styrelses- Ordninger fra andre Lande, det har syslet med især den bayerske, som menes at have været Forbillede. En Ordning, der kan egne sig 52