Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

for Lande som Preussen med 88,000 km Bane, Bayern med 8000 km. eller som Sverrig, hvor de 4,500 km Bane strækker sig over et uhyre stort Areal, kan være ganske forkastelig for et lille Land som Danmark med dets 1950 km Bane. Mod Udvalgets Paastand om, at „Betingelserne for en hensigtsmæssig Drift af Statsbanerne i høj Grad er afhængig af den ved Lovgivningen fastsatte Styrelsesform“, hævdes det, at dette kun er Tilfældet i mindre Grad. I første Række kommer det an paa, „at man faar de rette Mænd paa de rette Pladser, Mænd med Evne og Vilje til at administrere økonomisk og lidet omstændeligt“. Generaldirektionen har opfattet Udvalgets Forslag til Ordning saa- ledes, at Centralledelsen skal deles i to Led: 1) Generaldirektøren, der skal være Departementschef i Ministeriet, men i Henhold til Udvalgets Redegørelse skal foretage „hyppige Rejser i Ind- og Udland“, hans Stedfortræder Vicedirektøren for Statsbanerne og et Sekretariat, virkende i selve Ministeriet, og 2) Generaldirektoratet, nemlig de fire Afdelingschefer, der virker som hidtil i de gamle Lokaler og derved bliver en Instans for sig. Generaldirektionen foreslaar derfor, at den faglige Centralstyrelse henlægges under samme Instans (Ministeriet) som Generaldirektøren. Saaledes har vi iøvrigt forstaaet Udvalgets Forslag. Generaldirektionens Bemærkninger til denne Del af Ordningen kan sammenfattes i nedenstaaende: I. Forholdet til Ministeriet. Man er enig i Ønskeligheden af, at det ministerielle Departement og Statsbanernes Centralstyrelse sammen- smeltes. M. H. t. Vicedirektøren, der under Generaldirektørens hyppige Fravær bliver det faste Punkt i Styrelsen, udtales, at det „praktisk set ikke bliver Generaldirektøren, der altid er paa Rejser, men den hjemmeværende Vicedirektør i Forbindelse med Sekretariatet, der faar Overledelsen af Statsbanerne i sin Haand.“ II. Centralledelsen. Man slutter sig til Udvalgets Tanke om, at „Banernes Ledelse lægges i Hænderne paa en selvstændig General- direktør, idet man dog ikke mener, at det lader sig gøre at afskaffe den kollegiale Behandling af Sager, der vedrører Personalet. Fremdeles vilde man ogsaa anse det for rigtigt, om det blev en Pligt for Generaldirektøren at pleje Samraad med samtlige Direktører om alle vigtige Anliggender. Herved gøres Afdelingsdirektørerne interesserede i Banernes Økonomi, og navnlig Bekostningsspørgsmaalet ved Drifts- 53