Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

for tretten Aar siden udtalte i Jernbanekommissionen (at der i den kollegiale Styrelse kunde tænkes at opstaa forskellige uheldige Konstellationer, „en vekslende Majoritet med deraf følgende Planløshed i Styrelsen og fordunklet Ansvar“), men for hans Erfaringer fra et tiaarigt Sæde i den kollegiale Styrelse interesserer Udvalget sig øjensynlig ikke, og hans positive Forslag i Jernbanekommissionen om delvis kollegialt Styre (det Standpunkt, som Generaldirektionen slutter sig til i sin Erklæring) gaar man ikke ind paa, ligesom hans Advarsel mod (ved en stærk Distriktsdeling) at splitte Landet i smaa „Lande“ ganske overhøres. Endvidere begrundes Statsbaneudvalgets Forslag med, at den nuværende Ordning maaske kan være brugelig, naar Kravene til Forrentning kun er smaa (Statsbanerne har gennemgaaende givet ea. 2 pCt. Overskud), men naar der kræves et Udbytte svarende omtrent til almindelig Rentefod, saa er den af Udvalget foreslaaede Styrelses- ordning den bedst egnede. Hvilken Overtro paa den enevældige Generaldirektør! Og hvilken Tillid til, at Chr. Rasmussens og Jens Andersens Underskrift paa denne Betænkning nu ogsaa forpligter Socialdemokratiet og det radikale Venstre til at følge dette nye Forrentningskrav i den praktiske Jernbanepolitik ! Statsbaneudvalgets Forslag til en Styrelsesordning var — dette er jo den nøgne Sandhed — uanvendeligt. Først ved de mange ret væsentlige Ændringer, som Trafikministeren har foretaget (man sammenligne Planerne VII og IX), er der kommet et brugeligt Forslag ud deraf, og endda et Forslag, der ved sin Enkelhed, teoretisk set, hævder sig en smuk Plads ved Siden af de tidligere Ordninger før 1903. Om den ofte omtalte „Midtsamling“ af hele Liniearbejdet vil virke efter forventning, tør ingen sige med Vished. Midtsamlingen er et Eksperiment, som vi for vort Vedkommende tror paa, men som andre ser paa med Skepsis. Den foreslaaede enevældige Generaldirektør er derimod som Institution ikke noget Eksperiment — her har man Erfaringerne at støtte sig paa. Og Erfaringerne siger, at man bør ikke sætte en Forretning med Værdier af 280 Mill. Kr., en aarlig Omsætning af 55 Mill. Kr. og 13,000 Ansattes Velfærd paa ét Kort — og et Kort, man oven i Købet ikke kender! — naar denne store Indsats med større Sikkerhed mod Tab kan sættes paa fem Kort, af hvilke de fire altid kendes. Ja, undskyld Billedet! Hvor et Kollegium af Mænd samarbejder, dér vil — som Trafik- 79