Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

eller Kredsenes Antal kan indskrænkes og Sektionsordningen gen- opbygges. Mulighederne indenfor Loven af 1903 har Statsbaneudvalget ganske ladet ligge! Og herunder rejser sig ogsaa Spørgsmaalet om Betydningen af et væsentligt Punkt i Generaldirektionens Forslag: Betyder Fagdirektørernes stiltiende Opgivelse af Stemmeretten i den kollegiale Styrelse nu ogsaa en Erkendelse af, at denne Styrelsesform er uheldig? Eller er det kun de øjeblikkelige personlige Forhold, der gør den uegnet? Eller har Fagdirektørerne overfor Statsbaneudvalgets Forslag blot villet under- strege, at det ikke var noget personligt Magtspørgsmaal for nogen af dem, og at de derfor ikke havde noget imod et Afkald, naar blot Statsbanerne paa anden Maade sikredes mod, at Generaldirektøren i vigtige Sager traf overilede og uoverlagte Afgørelser, og Personalet sikredes mod Vilkaarlighed? Uden nogen nærmere Begrundelse trækker Fagdirektørerne sig et Skridt tilbage og indtager Jernbane- kommissionens Mindretalsstandpunkt (Samraad og Protokoltilførsel). At dette i hvert Fald ikke kan betyde nogen som helst Anerkendelse af, at den kollegiale Styrelse i det store og hele har virket uheldigt, derom vidner ikke mindst Statsbaneudvalgets Betænkning. — Statsbaneudvalget har nu i to Aar haft Lejlighed til at undersøge denne kollegiale Styrelses Dispositioner og Ledelse, har til Medhjælp i denne Undersøgelse haft den Ministerial-Embedsmand, der besad størst Sagkundskab og bedst kunde lede Udvalget paa Spor, det har haft uhindret Adgang til Statsbanernes Omraade og til at afhøre Personalet — og det tør da siges at være et ganske forbavsende Resultat, at Udvalget ikke paa noget Punkt har kunnet føre Bevis for, at den kollegiale Styrelse har begaaet noget væsentligt Fejlgreb. Og selv, hvor Udvalget i sin Kritik har samlet sig om en ganske konkret Opgave — f. Eks. Statsbanernes Regnskabs- og Revisionsvæsen, der iøvrigt skylder den glimrende begavede nu afd. Buchheister (Redaktør af „Berlingske Tidende“, derefter Afdelingschef ved Statsbanerne) sin Form — har Udvalget paa sit Reformforslag lidt et saadant Nederlag, at det ikke har kunnet undgaas, at Tilliden til dets Kritik i det hele er rokket meget stærkt. Thi paa dette specielle Omraade kunde Undersøgelsen dog i hvert Fald have været gennemført Led for Led, saa at sige med Loupe, og en saadan Vildfarelse være undgaaet. Det Forslag til en Omordning af Statsbanernes Styrelse, som Udvalget fremsætter, begrundes for en Del med den Frygt, C. O. Rimestad 78