Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

For elleve Aar siden vedtog baade Folketinget og Landstinget enstemmigt den nugældende kollegiale Styrelsesform. Og der er i de forløbne Aar ikke fremført noget som helst Bevis for, at den ikke er fuldt anvendelig. Den Friktion mellem Fagdirektørerne, som i Statsbaneudvalgets Kritik af den nugældende Ordning spiller saa stor en Rolle, er en ganske naturlig og forudset Ting: den gensidige Kontrol og Bremsning er netop den kollegiale Styrelsesforms Hensigt. Og det er Generaldirektørens Opgave at regulere den. Man tør med ret stor Sikkerhed sige, at et Forslag, der har gennemgaaet den gensidige Kritik i Generaldirektionens Fællesmøder, er prøvet og vejet. Kan hænde, at Udviklingen herved gaar ret sindigt og roligt — men passer dette ikke ganske godt til vore finansielle Forhold, der ikke synes at indbyde til de store Projekter, de voldsomme Spring? Og er f. Eks. det Faktum, at den af Statsbanerne ofte krævede Masnedøbro fremdeles ligger i det Blaa, ikke et Tegn paa, at Generaldirektionens Tempo ikke har været for langsomt? Den Centralisation, som der noget overdrevent jamres over ______________ er den andet end Fagdirektørernes store Interesse for deres Omraade? I saa høj Grad som muligt — i maaske alt for høj Grad — vil de følge, hvap der sker. Det er at stille Tingene paa Hovedet, naar det nu synes at blive et Dogme, at Decentralisationen bør være Organisationens Maal, og at Centralisationen er af det onde. Enhver forstandig Forretningsmand vil organisere sin Forretning netop under Hensyn til, at han selv kan have alle Traadene i sin Haand. Først, naar Forretningen vil begynde at vokse ham over Hovedet, tyer han til den Nødhjælp, som Decentralisationen er. Det viste sig under det tidligere enevældige Styre, at Statsbane- forretningen var bleven saa stor, dens tekniske Afdelinger saa betydelige, at en enkelt Mand umuligt kunde overse og beherske denne mangeartede Virksomhed. I Ly af Generaldirektørens Ansvar styrede de to Kommitterede og de to tekniske Afdelingschefer de fire Afdelingers Millionbudgetter og tilvejebragte Driftens Resultater uden at have Ansvaret derfor. Derfor decentraliserede man, derfor gav man dem Myndighed og trak dem frem til Ansvaret. Skulde en yderligere Decentralisation nu anses for paatrængende og adskilligt taler derfor — saa kan dette jo iøvrigt meget vel ske paa den nugældende Ordnings Grund: Kredsene kan forøges med en sjette (med Sæde f. Eks i Herning) og deres Bemyndigelse udvides, 77