Om den Brandfare Landets Skove, Heder og Moser ere udsatte for
ved Antændelse fra Jernbanelokomotiver og Foranstaltninger til sammes Forebyggelse

22 Odelsthinget hosfølgende Forslag til Lov indeholdende Tillæg til Lovgivningen om Jernveie. Christiania, den 15. Februar 1874. Ærbødigst J. Sverdrup. F. Norgrenn. Da Erfaring fra andre Lande og tildels ogsaa fra vort eget Land har vist, at Ildsvaade ofte fremkaldes ved Driften af Lo- komotivjernbaner, der ere anlagte gjennem større Skovstræk- ninger, er der opstaaet det Spørgsmaal om hvorledes der, naar Jernbaner komme til at omspænde større Dele af Landets Terri- torium, paa hensigtsmæssigste Maade vil kunne vindes Betryg- gelse mod Ildfare i deslige Tilfælde. Betydningen af dette Spørgsmaal er navnlig bleven følt af østerdalens store Eien- domsmænd, hvis Skove paa Grund af Stedforholdene befrygtes at ville blive særlig exponerede, naar den i Distriktet paabe- gyndte Jernbane mellem Aamodt og Støren sættes under Drift. De have fremhævet at Jernbanelinien vil komme til at gaa igjennem nogle af vort Lands værdifuldeste Skovstrækninger, i hvilke Antændelse ved Gnister fra Lokomotivet af alt det brænd- bare Stof, som er ophobet i Skovene, vil kunne medføre de største ødelæggelser, i Betragtning af at Skovene brede sig ud over et langstrakt tyndt befolket Dalføre, hvor der ikke er An- ledning til, naar Skovbrand udbryder, med kort Frist at samle saa stort Antal Mennesker til Forebyggelse af Ildens Udbredelse, som Erfaring viser at være det eneste paaregnelige Middel til Slukning1. Under Følelsen af denne Fare have derfor flere af disse Eiendomsbesiddere henstillet til Undertegnede at paakalde den lovgivende Magts Medvirkning til Beskyttelse for de store økonomiske Interesser, som her kunne sættes paa Spil, og- som Følge heraf fremkommer vedlagte Forslag. Dette Forslags Berettigelse ligger deri, at den Forpligtelse til efter Skjøn af uvillige Mænd at yde Erstatning, som i Til- fælde antages retsgyldigen at paahvile Jernbanens Bestyrelse eller det Offentlige, faktisk ikke yder den Skadelidte nogen sand Betryggelse, da Forholdets egen Beskaffenhed medfører, at det