Verdens Udviklingen

K DE GEOLOGISKE PERIODERS PLANTEVÆKST __________________________________________________ ældste Forsteninger af en Organisme neppe nogensinde viser os den i dens aller første Forekomst. Den gamle Fortælling om »Adam«, der gav Dyrene Navne, forholder det sig aabenbart saa som saa med. I ethvert Fald har der levet mangfoldige Dyr, længe før »Adam«, o: Mennesket, fandtes her paa Jorden, og som var uddøde, længe inden Menneskets første Forekomst. Dem kan den »gamle« Adam ikke have givet Navne; de bliver først navngivne nu om Siunder ai Videnskabs- mændene. Anekdoten om Adam, der benævner Dyrene, er na- turligvis ogsaa blot et Udtryk for de gamle Jøders Følelse af Menneskets Ophøjethed og Særstilling i Sammenlig- ning med Dyrene. Derfor gav det »første« Menneske Dyrene deres Navne. For en Nutidsbetragtning er dette dog kun det rene Sagn. Ligesom Geologien har bragt utvetydige Vidnesbyrd om Dyrelivets stadige Ændringer, er den ogsaa rig paa Beviser for Planteverdens uafladelige Omskiltelighed. Først kendes blomsterløse Planter fra Devontidens og Stenkultidens Skove, i sprængt med enkelte blomster- bærende, hvis Blomster dog er meget simple. Senere faar efterhaanden de blomsterbærende Planter Overtaget, og eftersom Tiden skrider Irem imod vore Dage, ændres bestandig Blomsternes Bygning og bliver mere indviklet, og desuden bliver de enkelte Egnes Plantevækst niere og mere særegen i Sammenligning med andre Egnes. Af Geologiens Vidnesbyrd kan der derfor drages een aldeles sikker Slutning, nemlig, at en Skabelse i Løbet af 6 Dage er ganske umulig. Men det er næsten lige saa urimeligt at antage, at der har været gentagne Skabelseøjeblikke afløst af Tilintet- gørelsesstunder, som Nogle før har ment. De tænkte sig, at levende Væsener ved en stor Katastrofe blev tilintet- gjort omtrentlig som det berettes i Sagnet om den store Vandflod, og at saa Planter og Dyr paany blev skabt og levede indtil den næste store ødelæggende Katastrofe. Antagelsen af saadanne Verdens-Omvæltninger er imid- 14* 211