Verdens Udviklingen

GIORDANQ BRUNO j||| 1543, viste man ham en Del af det; men han var da alle- rede uden Bevidsthed. Lige straks vakte Kopernikus s Bog ikke synderligt Røre. Man tog den overlegent, som for Eksempel Luther, der nok saa flot udbrød: »Den Nar vil vende op og ned paa Astronomiens Kunst«, og troede at kunne slaa alle hans Betragtninger ned med den bekendte Historie om Solen, der stod stille i Gilead. Naar det var Solen, der den Gang stod stille, mente Luther, at det jo ogsaa maatte være den, der under almindelige Forhold bevægede sig. Med Munken Giordano Bruno fik imidlertid Koperni- kus en Tilhænger, der ved sin glødende Lidenskab og sine Tankers Rækkevidde bragte Spørgsmaalet om det kopernikanske System frem i første Linie. Og Bruno gik endnu videre end Kopernikus. Denne troede paa Fiks- stjerne-Himlen og mente, at den var en uhyre fjærn Kugleskal uden om Solsystemet. Det forkastede Bruno. I Stedet for tænkte han sig, at nogle af Fiksstjernerne var forholdsvis nær ved Jorden, medens andre var meget langt borte. Men det vil sige at »Himlen« ikke eksisterer. Hvad der er uden om Jorden, er Rummet, der er ube- grænset stort. Jorden derimod er forsvindende lille. Dette var en Tale, som den katolske Kirke kunde forstaa; ti den forrykkede hele Grundlaget for dens Livs- betragtning. Jorden, for hvis Skyld eller rettere for hvis Menneskers Skyld hele den øvrige Verden skulde være skabt, den var blot et Fnug i Universet og Himlen blot et Øj en bed rag. Det var aabent Oprør. I Tidens Sprog bad derfor ogsaa Kirken de verdslige Myndigheder om at be- handle Bruno »mildt men uden Blodsudgydelse«, □: at brænde ham levende. Og i Aaret 1600 besteg da han, hvem den moderne Kultur frem for Nogen anden staar i Gæld til, Baalet i Rom, dømt dertil af den katolske Kirke. Og hans Aske blev kastet i Tiberen, at end ikke den skulde opbevares. Men op af dette Baal steg det nye Verdensbillede ube- sejret og uovervindeligt; og snart kom de, der kunde levere gyldige Beviser for, at Kopernikus og Bruno havde Ret. 30