Verdens Udviklingen

MENNESKETS AFSTAMNING OG UDVIKLING. MENNESKET I DET NATURHISTORISKE SYSTEM. Oldtidens Grækere udmærkede sig ved en overorden hg sjælfuld og fin Forstaaelse af Tilværelsens Helhed. Det er derfor ogsaa naturligt, at der iblandt dem var nogle, der mente, at Mennesket havde været Led i en Udvikling og Afstamning af lignende Natur som andre levende Væseners. Hos alle andre Folk har derimod selv de dybeste Tænkere tildelt Mennesket en særlig Oprindelse, der stillede Mennesket udenfor »Naturen«, højt ophøjet over den. Men dette er for saa vidt rimeligt nok. Det er blot et Udslag af en barnlig Selvovervurdering. Ligesom alle Oldtidstolk, undtagen Grækerne, og dile Nutidens Naturfolk anser det Land, de bebor, for Ver- dens Midte og den egenlige Del af Verden, og ligesom de betragter deres eget Folk som de egenlige Mennesker i Sammenligning med andre, saaledes opfatter de i Sam- klang' hermed Mennesket som Noget helt lor sig selv. Og deraf følger atter ganske naturligt, at de tænker sig, at Mennesket har en særegen Oprindelse. Fælles for alle de Anskuelser, der eksisterer eller har eksisteret angaaende Menneskets 1 ilblivelse, ei den til- lidsfulde Tro paa, at en Gud eller flere Guder har Frem- bragt Mennesket. Ved sin Sær-Skabelse ophøjes Menne- sket over alt andet i »Verden«, o: paa Jorden. Som Guderne selv er det dog ikke fuldkomment. Se for Eksempel det 516