Verdens Udviklingen

Forfatter: Vilhelm Rasmussen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG

Sted: KØBENHAVN

Sider: 553

UDK: 5

KØBENHAVN

DET NORDISKE FORLAG

ERNST BOJESEN

1903-4

H. H. THIELES BOGTRYKKERI

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
LEGENDER OM MENNESKETS SKABELSE Side 10 øverst, omtalte Indianer-Sagn, i Følge hvilket Menneskene fra først af var guddommelige, hvorfor deres Skaber berøvede dem nogle af deres alt for herlige Egen- skaber. Hos Hinduerne i Indien træder den ubevidste Selv- forherligelse slaaende frem i deres Skabelse-Legende. Det hedder nemlig, at Brahma, o: Verdenssjælen eller Gud, skabte fire Slags Mennesker. Af sit Hoved dannede han Præsten, Brahminen, af Armene Krigeren; af hans Lænd kom Haandværkeren og den Handlende, og af hans Fød- der den usselige Bonde. Dette er kun et skarpt Udtryk for den hinduiske Samfundsorden, der bl. a. udmærkede sig ved disse fire skarpt adskilte Kaster; og det er neppe en Tilfældighed, at Præsterne, der i Indien som de fleste andre Steder var de sagndannende, tildelte Præstestanden den særlig fine Oprindelse fra Guds Hoved og den øver- ste Rang blandt Kasterne. I anden Række kom saa Krige- ren, hvortil Fyrsterne hørte. Disse to Kaster, den aande- ligt og den krigersk og politisk styrende havde derfor i skøn Forening Riget, Magten og Æren. I den jødiske Skabelse-Legende tildeles der, som En- hver véd, ogsaa Mennesket en Sær-Oprindelse. Men de nærmere Enkeltheder er ikke ganske klare og fri for ind- byrdes Modstrid. I første Mosebogs første Kapitel fortælles det, at Gud gjorde Mennesket i sit Billede, Mand og Kvinde, og gav dem alle Jordens Herligheder. I andet Kapitel tages Fortællingens Traad op paany, og det berettes, at Gud dannede Manden af Jord og blæ- ste ham »Livets Aande«, o: Sjæleliv, ind gennem Næsen. Derpaa plantede Gud Paradisets Have og satte Adam i den. Og i Haven var der mange Træer med god Frugt. Men af ett maatte Adam ikke æde. Det var »Kundskabens« Træ. Saa fjendske var de gamle jødiske Sagndigtere imod Viden og Tænkning, at de lagde deres Gud de advarende og truende Ord i Munden: »den Dag Du æder af det, [o: Kundskabstræet], skal Du dø Døden«. Derimod maatte Adam gerne æde Troskyldighedens søde Bær. 517