Verdens Udviklingen

EVAS SKABELSE I Paradisets Have gav Gud siden Manden en Med- hjælp, Kvinden; og hun blev som bekendt skabt af et Ribben og fik det betegnende Navn Eva, o: Mandinden. Dette Sagn om Kvindens Tilblivelse er en saare slaa- ende Bekræftelse paa, at Menneskets Sær-Skabelse er et Tegn paa, at det blev anset for noget for sig selv; og det viser desuden, at Kvinden betragtedes som et Menneske af lavere Rang end Manden. Det er Mænd, der har digtet Legenden; og de gamle Jøder var ikke i Tvivl om, at Manden var Kvindens Hoved. Følgelig er det naturligt nok, at Kvinden kun var en »Mandinde«, Eva, og at hun var dannet af en Del af Mandens Legeme. Hele Kvindens Underlegenhed og Underkuelse er i den ene Fortælling. Fra samme Synspunkt maa man ogsaa forstaa det Faktum, at Jødernes Gud, og siden Kristendommens, er Mænd. Det er paa sin Vis et Vidnesbyrd om den Opfat- telse, de Mænd, der tænkte og digtede Religion til Jøderne, havde af Kvinden. Maalt med Nutidens Viden om de levende Væsener, kan de gammeldags Sagn naturligvis kun betragtes som barnlige Vildfarelser. Og der er egenlig ingen Grund til at føre særskilt Bevis for Menneskets Afstamning og Ud- vikling. Hvis nemlig alle Nutidens Dyr stammer fra for- tidige, saa maa ogsaa Mennesket stamme fra et fortidigt Dyr, dersom der ikke er særlige, gyldige Grunde til at antage, at Mennesket netop er en Undtagelse fra Reglen. Men saadanne Grunde eksisterer ikke. Skal man da komme paa Spor efter Menneskets Stam- form, er det nødvendigt først at gøre sig nøje Rede for Menneskets Plads blandt andre Organismer og at efter- forske, hvilke der er dets nærmeste Slægtninge. Og det gør man med størst Sikkerhed ved at begynde med det mest omfattende Slægtskab og saa efterhaanden snevre Kredsen mere og mere. Først og fremmest er det da klart, at Mennesket er en Organisme. Det har alle de Egenskaber, der er fælles for alle Organismer; og det har ikke en eneste Egenskab, der ikke er forenelig med en Organismes Væsen. Blandt 518