Verdens Udviklingen

to. SOLSYSTEMETS UDVIKLINGSGANG o En yderligere Tilvækst i Om- drejningshastig- hederne hos de enkelte Kloder bevirkede atter, at nogle af dem afenørede en el- ler flere Ringe, der sluttelig gik itu og hver for sig sammen træng- tes til en om- trentlig kugle- rund Klode. Dis- se sidste Kloder er Begyndelsen til Maanerne i Fig. 46. W. Meyer: Trapezen i Orion (xbx Orionis), VOI t Solsystem, et »Solsystem med 6 Sole«. Af de Kloder døF opstod af Ringe- nes Hovedmasse, er Planeterne bleven til, og af den største Klode i Midten er Solen dannet. Og den er endnu 7 5 0 af hele Solsystemets Masse, medens kun rJ-0 falder paa alle Planeterne. Alle Kloder i Solsystemet baade Maaner, Planeter og Solen har da i Følge ovenstaaende Fremstilling en Gang- været et yderst tyndt Stof. Men i Tidens Løb fortættedes hver enkelt Klode paa Grund af dens stadige Afkøling i det kolde Rum, først de mindste, siden de større og sidst de største. Derved gennemgik alle Kloderne en For- vandling saa de først blev Stjerner af høj Temperatur, siden af lav I emperatur, indtil de afkøledes saa meget, at de ikke længer var selvlysende Stjerner men blot gav det laante Sollys fra sig. De var da bleven som de fleste af Solens Planeter og deres Maaner. Solen selv er derimod endnu hed nok til, at den som en glødende Klode kan lyse og varme vidt ud i Rummet uden om sig, 64