Landsudstillingen i Aarhus 1909

Ethvert Skridt til at vedligeholde For- bindelsen og det aandelige Samkvem mel- lem de i det fjerne boende Danske og Fædre- landet burde hilses med Glæde og paa en- hver Maade støttes. Taleren haabede paa den anden Side, al Gæsterne maatte være tilfredse med Valget af Stedet for Festen; haabede at Udstillingen med sin smukke, typisk danske Beliggenhed maatte give en værdig Ramme om denne nationale Fest. Derefter blev — under Ledelse af Kom- ponisten — Kantaten af sunget. 1. Ud. Solo med Orkesterledsagelse. Fra danske Sletters Sol og Vinterslud, fra Arnens lune Krog og lyse Kvinde de stærkeste har stedse higet ud, ny Spor at bryde og ny Jord al vinde. Hver modig Mand den Længsel fordum drev fra Fredens Plov i Kampens Slaal og Plade; Udlængslens stolte Vikingsaga skrev sin Trang og Trods og KJøgl i Klios Blade. Den Længsel fyldte Drageskibets Sejl og brød med Brus fra Vesterhavets Vande; og end den stryger — lige strid og stejl — med Saltvandsstænket fra de friske. Sirande. At lyde den er Danskens Lyst og Lov, og Arv fra Mænd i Oldtids Høvdinglejre som lokker ud fra Brinkens Bøgeskov mod nye Lande og mod nye Sejre. Thi tynger Samfundslænken: Slæng den bori, flyv ud, hvor Kampen hver en Sene spænder! De snævre Baand kan snære, stramt og haard!, selv om de bandtes lindt af bløde Hænder — De fleste fandt vel Barndomshjemmet bedst med Hegnets Ly og Havens Fuglekvidder: Udlængslens Drift gaar encl mod Vest — mod Vest, hvor Stormen slilnes paa de store Vidder. 2. Ude. Massekor med Orkesterledsagelse. Mod Stillehavskysten gik Folkenes Tog Fod for Fod gennem Kamp og Farer; Trækfuglhæren fra Danmark drog i Flok med de forreste Skarer. Bering drog ud med sit dristige Følge, dybt ind i Farernes Favn, og gav til den larmende Ishavsbølge sit lysende danske Navn. Og Dansk lød i Raabet fra Friskarens Rækker ved Yorktown og ved Bunker Hill: Aldrig vi Vaaben for Uret len strækker — Frihed vi vil! Saa kæmped i Flok under Lincoln og Gran I Landsoldaten fra Bælt og Sunde. Kampen vundet, han Vidderne bandt med bølgende Marker og Lunde. Prærien brødes med Plov og med Spade, Urskov for Økserne faldt; paa Bjærget og Sletten, i Mark og Gade kendles hans Tag, hvor det gjaldt: I Bod og i Værksted, i Lærdommens Tempel og trindt i de lusinde Hjem — Livel af Kunsten fik Skønhedens Stempel, hvor han drog frem. Nu lindrer i Sol mod den sejlende Sky Tag og Taarne og Tempeltinder; Vidderne kædes af By ved By, der Storhavets Kyster forbinder. Tæmmet er Faldenes tordnende Strømme, iøjlet den vilde Natur, Daad er nu alle de Nybyggerdrømme, og Kampens Ørne i Bur. Men Røgen fra Arbejdets Esser opstiger mod Sky fra det sløjfede Fort: Vundet er Vestlandets vidtstrakte Riger — Landet er vort! 3. Hjemad. Solo med Orkesterledsagelse. Stævn bag Stævn mod Vesten vendtes, der, hvor Frihedsbavnen tændtes, Sønners ranke Viljer vandt Lod i Land, som Fædre fandi. Men hvor Sol staar op af Vandel, ønsker Hjærtet sig et andet Hjem med Skov og Gylden vænge, Blomsterenge, Høj og Hede, Klint og Klit: Fædrelandet — dit og mit. Længslen løfted’ til den tynged; dér hvor Vuggen grønklædt gynged, gaar de bedste Tanker frem: Længslen ud blev Længsel hjem. 182