Landsudstillingen i Aarhus 1909

Trods de mange tusind Mile, dér, kun dér, faar Tanken Hvile; Hjemmets Dør blev aldrig lukket, aldrig slukket Hjemmets Lys, hvis Blus vi saa: højt at stile, vidt at naa. Og om sent vi Sejlet hejser, hjemad gaar de sidste Rejser, højt bag Hav, hvor Bøgen gror, kalder os vor Fædrej ord. Hvor vi hørte Sønnenavnet og vor Længselshu er havnet, dukker Danmark op af Taagen, lyst som Maagen, lyst som Mindets Klokkeklemt — altid savnet, aldrig glemt. 4. Hjemme. Solo, Kor og Orkester. Saa ser jeg dig atter, mit Fædreneland, din vuggende Vove, din stigende Strand, de hilsende Hytter bag løvtunge Træ’r — mit Længselsrige saa nær, saa nær med Hjemmets stiJsomme Stuer! Skyggende Skove og skinnende Klit. Marken og Vænget — alt er jo mit, den hvælvede Himmel, det bølgende Hav. — I Hjærtet forstummer de higende Krav, og tændt er de varmende Luer. Alt, hvad jeg gemte af Længsler og Drømme, føres nu hjem paa de bærende Strømme; Sorger og Glæder i aarelang Kæde, alt, hvad derude jeg tabte og fandt, alt, hvad jeg savned, og alt, hvad jeg vandi, glemmes i Gensynets Glæde. De straatækte Gaarde, de teglhængte Tage og Flaget, som vinker: Velkommen tilbage! Himmel og Jord, som min Længsel har kaldt, kunde jeg favne det alt! Det stiger som Bøn fra et takkefyldt Sind, det lindrer som Dug i mit Blik, paa min Kind; en Fryd som om Moder selv tog mig i Favn, naar Læben hvisker del lyse Navn af Landet, hvorefter jeg længes. Skinnende Sol over Skov og Vang, Dannebrogsflaget fra Mast og Stang, de kvidrende Fugle og Blomsternes Duft med Sundets og Skovens lægende Luft — det er, som mit Bryst skulde sprænges. Land, som blandt Lande til Dronning blev kaaret, selv, som din Søn, er jeg kongelig baaret! Du, mod hvis Favntag min Sjæl har higet, fylder med Stolthed min hele Hu, som gav Du mig, Danmark, i detle Nu Prinsessen og hele Riget! Ja, havde jeg Æren og Magten at dele, saa gærne jeg gav Dig, o Moder, det hele, og alle de rødeste Roser, jeg brød, lagde jeg ned i dit Skød. 5. Slutningskor. Overstemmerne synger: Der er et yndigt Land. Understemmerne de første Strofer af The Star Spangled Banner. Sopran og Alt. Flyv højt, vort gamle Flag, med Festens Hjemlandsfarver paa Frænders Frihedsdag. For Længslens Søn i fremmed Havn din Fold er Moderfavnen, et Kærtegn er dit Navn. Tenor og Bas. Selv om Fortidens Bro blev med Skibene brændt, har Du Fremtidens Tro, er der tusind Stjærner tændt; med Haabets Farver stærke de straaler i vorl Stjærnemærke: Flyv med Flaget fra Himlen sendt! S1 u t n i n g s k o r. Hil Dig, du frie, danske Strand! Vort Flag, vort Folk, vort Land! luar Kirkegaard. Kantaten blev modtaget med stærkt Bi- fald. Hs. kgl. Højhed Kronprinsen besteg der- paa Talerstolen og udtalte: »Hans Majestæt Kongen har bedt mig om at bringe Dem hans Hilsen med de bedste Ønsker for Dagens Samvær, ligesom Kongen med Glæde mindes Mødet i Fjor med Dansk- Amerikanerne paa Krabbesholm. For Kronprinsessen og mig er det en stor Glæde al være sammen med saa mange af vore Landsmænd fra hinsides Havet — et 183