Landsudstillingen i Aarhus 1909

giver en overraskende og aldeles ypperlig Virkning. De Tusinder af nedhængende Spidser frembringer tilsammen, naar man ser det Hele under Et, et mærkelig luftigt Indtryk, som af en blød Sky, der svæver over Rummet.« I »Kunstbladet« udtaler Vilhelm Wan- Simpelhedens og Sammenhængens Skønhed. Thi »den hvide By« med sine matgule Tage tegner hver Linje i store Træk, de vand- rette, de lodrette og de svungne, og den har- monerer i Størrelse med Aarhus’ egen Silhouet, selv om den adskiller sig fra denne ved sin Beliggenhed imellem Byen og de scher sin Beundring af de hvide Udstillings- bygningernes samlede Silhouet, der, »naar man kommer sejlende til Aarhus, minder om Øerne i Omkredsen af Venedig med deres lave, langstrakte Huse og den højere, men ligeledes langstrakte Kirke og et enkelt slankt Taarn. Der er den samme Kultur i Rosens Anlæg, samme bevidste Brug af skovklædte Skrænter og ved sine ejendom- melige Kupler og den høje Søjle. Indgangspavillonen er meget typisk, og beundringsværdig den Skønhed, hvormed den taler sit moderne orientalske Sprog. Motivet stammer fra Nyrops Udstilling i 1888, men er noget bredere behandlet, un- der Paavirkning af indisk Stenarkitektur. 49 4