Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

206 Nærheden og rundt omkring Den. Vaarfifferiet er det betydelig- ste. Host» eller Efteraarsfiskeriet er ikke meget indbringende, da Stormene gjsre for meget Afbræk; og saaledes har det nok altid været, t det mindste beklager Etatsraad Teilmann allerede for 70 Aar siden de fattige Fiffere i Nordbye, som leed saa megen Af« bræk i deres Nceringsvei af de idelige Efteraarsstorme. Saa vidt vides er Behandlingen den samme som for meer end 70 Aar siden og som paa Island med Klipfisken. Største Delen af den Fisk, som fanges, bliver torret eller saltet. Frem- gangsmaaden er folgende. Hovederne afskjceres, undtagen paa Torsken og Tungerne, Indvoldene tages ud, og Fisken udskylles gjentagne Gange i Vand. Herpaa flækkes den 5 til 5 Gange med en lille Dxe og bliver liggende Natten over i Riiskurve for at Vandet kan lobe af. Den nedsaltes nu i Kar eller Ballier, hvor den forbliver to til tre Dage. Naar den igjen er optaget, toes den vel af og hænges til Tørring i fri Luft, men maa noie bevares for Regn og Dug, thi ellers bliver den haard. Dette gjalt den Fiff, som fanges om Foraaret. Hostfisken derimod gronsaltes, da Ef- teraaret sjeldent giver Veir til at faae den tor. Hovederne afskjoe- res uden Undtagelse, Fisten reengjores og flækkes, ligger en Rat i Saltlage, optages, presses og nedsaltes endelig i Fjerdinger eller Halvtonder. Man regner at Forbrugen af Salt til Fiskeriet be. lober sig til 200 Tdr. aarlig. De paa Fanoe tilberedte Fisk udgjore en meget sogt Vare, som foretrækkes alt hvad der af dette Slags kommer fra den øvrige Vestkyst af Jylland. Især ere de saakaldte Ribeflyndre, naar de ere meget store, ogsaa kaldte Præsteflyndre, meget berømte. Dog blive de gjerne lidt harske naar de ere meget fede. Afsætningen fleer paa Marke, derne i Varde, Nibe, Hoier og Tondern. Manoerne kjobe lige- ledes meget og kjere dermed til Flensborg og andre Steder i det Slesvigske. Ogsaa en Deel gaaer til Fastlandet som Betaling for Brændsel og Korn. Under Krigen kom Blankeneserne ofte til Fanoe, dog ikke saa meget for at fiske, som for at afkjobe Be- boerne den ferske Fisk ude i Soen, hvilket befandtes at svare god Regning. Endnu kan undertiden en saadan komme i foranforte Hensigt. Det stal, siger man, være Blankeneserne forbudt at fiske ved Fanse, fordi de med deres Redstaber, de saakaldte Kurre,