Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

Forfatter: J. B. Bruun

År: 1896

Forlag: H. Hagerups Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 229

UDK: TB Gl. 621.30 Bru

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 244 Forrige Næste
171 i Følge Joules Lov være proportional med Lederens Modstand og med Strømstyrkens Kvadrat. Er da Lederens Modstand og Strømstyrken tilstrækkelig stor, kan Lederen bringes til Hvid- glødhed, og vil i denne Tilstand udstraale et stærkt hvidt Lys. Skal dette Forhold benyttes til Fremstillingen af en Lyskilde, der kan afgive et kraftigt Lys og ikke er for meget udsat for Af- brydelser, maa Lederen med en tilstrækkelig Styrke forene en saa betydelig Ledningsmodstand, at den hurtigt bliver hvid- glødende, naar den passeres af en Strøm, selv om dennes Styrke er forholdsvis ringe. Denne sidste Betingelse tilfredsstilles af Kul i Grafitform, men uagtet denne Omstændighed længe har været kendt, lykkedes det dog først i 1879 Edison og Swan omtrent samtidigt at konstruere brugbare Glødelamper. Senere er der fremkommen en stor Mængde andre Konstruktioner, som væsentlig dog kun adskille sig fra hinanden derved, at der be- nyttes forskellige Stoffer til Kultraaden, medens Fabrikations- maaden omtrent er den samme ved dem alle. Glødelamperne forfærdiges i Hovedtrækkene paa følgende Maade : Som Leder benyttes en Kultraad, der enten er hestesko- formet og eventuelt forsynet med en Slynge, M-formet eller til- dannet som en spiralsnoet Bøjle. Som Raastof benyttes Sub- stanser af vegetabilsk Oprindelse, saasom Bomuldstraad, Cellulose, Papirmasse, tidligere ogsaa Bambusfibre, og heraf fremstilles da Traade, der saa vidt muligt have samme Tykkelse over det hele. Efter at disse Traade om fornødent først ere behandlede med Svolvlsyre for at gjøre dem elastiske, og deres Ender ere til- dannede saaledes, at de senere kunne fastgjøres til Lederen, gives de den Form, som det ønskes, at Kultraaden skal have og forkulles (karboniseres) derpaa. Dette sker ved at lægge de om Rammer eller i Forme anbragte Traade i en med fint Træ- kulspulver pakket Digel, som efter at være lukket lufttæt med ildfast Ler, opvarmes langsomt undertiden i 12 å 14 Timer. Den karboniserede Traad er haard og elastisk samt har gennem- snitlig en Middeldiameter af 0,15 Mm. Kultraaden fastgjøres nu til to Platintraade, der ere ind- smeltede i et lille Glasrør, udenfor hvilket begge Ender af de to Traade række. De Traadender, til hvilke Kultraaden skal befæstes, ere tildanriede som Spiraler eller Hager, hvori Enderne af Kultraaden indstikkes eller fasthægtes, hvorefter Forbindelsen sikres, og den fornødne inderlige Kontakt mellem Kullet og Platinet tilvejebringes enten ved Hjælp af et særligt Slags ledende Kit eller derved, at et Lag Kobber ad galvanisk Vej udfældes paa Samlingsstederne. Da det selvfølgelig er umuligt at skaffe den med Haanden forfærdigede Traad nøjagtig det samme Tværsnit overalt, og da de tynde Steder paa Traaden yde en større Modstand mod Strømmen end de tykke og derfor opvarmes stærkere end disse,