Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg
Forfatter: J. B. Bruun
År: 1896
Forlag: H. Hagerups Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 229
UDK: TB Gl. 621.30 Bru
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
171
i Følge Joules Lov være proportional med Lederens Modstand
og med Strømstyrkens Kvadrat. Er da Lederens Modstand og
Strømstyrken tilstrækkelig stor, kan Lederen bringes til Hvid-
glødhed, og vil i denne Tilstand udstraale et stærkt hvidt Lys.
Skal dette Forhold benyttes til Fremstillingen af en Lyskilde, der
kan afgive et kraftigt Lys og ikke er for meget udsat for Af-
brydelser, maa Lederen med en tilstrækkelig Styrke forene en
saa betydelig Ledningsmodstand, at den hurtigt bliver hvid-
glødende, naar den passeres af en Strøm, selv om dennes Styrke
er forholdsvis ringe. Denne sidste Betingelse tilfredsstilles af
Kul i Grafitform, men uagtet denne Omstændighed længe har
været kendt, lykkedes det dog først i 1879 Edison og Swan
omtrent samtidigt at konstruere brugbare Glødelamper. Senere
er der fremkommen en stor Mængde andre Konstruktioner, som
væsentlig dog kun adskille sig fra hinanden derved, at der be-
nyttes forskellige Stoffer til Kultraaden, medens Fabrikations-
maaden omtrent er den samme ved dem alle.
Glødelamperne forfærdiges i Hovedtrækkene paa følgende
Maade : Som Leder benyttes en Kultraad, der enten er hestesko-
formet og eventuelt forsynet med en Slynge, M-formet eller til-
dannet som en spiralsnoet Bøjle. Som Raastof benyttes Sub-
stanser af vegetabilsk Oprindelse, saasom Bomuldstraad, Cellulose,
Papirmasse, tidligere ogsaa Bambusfibre, og heraf fremstilles da
Traade, der saa vidt muligt have samme Tykkelse over det
hele. Efter at disse Traade om fornødent først ere behandlede
med Svolvlsyre for at gjøre dem elastiske, og deres Ender ere til-
dannede saaledes, at de senere kunne fastgjøres til Lederen,
gives de den Form, som det ønskes, at Kultraaden skal have
og forkulles (karboniseres) derpaa. Dette sker ved at lægge de
om Rammer eller i Forme anbragte Traade i en med fint Træ-
kulspulver pakket Digel, som efter at være lukket lufttæt med
ildfast Ler, opvarmes langsomt undertiden i 12 å 14 Timer.
Den karboniserede Traad er haard og elastisk samt har gennem-
snitlig en Middeldiameter af 0,15 Mm.
Kultraaden fastgjøres nu til to Platintraade, der ere ind-
smeltede i et lille Glasrør, udenfor hvilket begge Ender af de
to Traade række. De Traadender, til hvilke Kultraaden skal
befæstes, ere tildanriede som Spiraler eller Hager, hvori Enderne
af Kultraaden indstikkes eller fasthægtes, hvorefter Forbindelsen
sikres, og den fornødne inderlige Kontakt mellem Kullet og
Platinet tilvejebringes enten ved Hjælp af et særligt Slags ledende
Kit eller derved, at et Lag Kobber ad galvanisk Vej udfældes
paa Samlingsstederne.
Da det selvfølgelig er umuligt at skaffe den med Haanden
forfærdigede Traad nøjagtig det samme Tværsnit overalt, og da
de tynde Steder paa Traaden yde en større Modstand mod
Strømmen end de tykke og derfor opvarmes stærkere end disse,