DØVSTUMMEUNDERVISNINGEN
I DANMARK.
(1807—1907.)
For godt 100 Aar siden var der her i Danmark
ingen, som log sig af de døvslumme og deres
Undervisning, ja, man betragtede dem egentlig sna-
rere som Dyr end som Mennesker. Men trods det
haves der fra forrige Aarhundredes Begyndelse et
Par Eksempler paa, at man med Held forsøgte at
undervise døvslumme. 1805 konfirmeredes i Trini-
tatis Kirke af Kateket Holst en døvstum H. J. Smidt
(se Kat. Side 9), som var bleven undervist af Holst;
men da denne Dreng først havde mistet Hørelsen i
sit 9de Aar, er det jo kun ret uegentlig her er Tale
om Døvstummeundervisning. Ulige interessantere
er det andet Tilfælde, hvor det gælder en døvfødt
Dreng, Morten Bjørnøe, som blev undervist af Ma-
lermester og Fattigforstander i Faaborg, Johan Lange.
Morten Bjørnøe blev konfirmeret 1804 og kom se-
nere i Malerlære (se Katalog Side 3). Imidlertid
var der i Udlandet i Slutningen af det 18. Aarhun-
drede gjort flere Enkeltmandsforsøg paa al under-
vise døvstumme, og ogsaa Døvstummeundervisnin-
gens store Banebryder, Abbé DE L’EPÉE i Frankrig,
begyndte 1760 med 2 Smaapiger, 5 Aar senere blev
det til en Skole, først 1785 kom Staten med og gav
Tilskud og 1791 er det blevet et Nationalinstitut.
Den anden store Foregangsmand, Tyskeren SAMUEL
HEINICKE, arbejdede for døvstumme i over 20 Aar,
før Leipzigerinstituttet oprettedes 1777.
Ved at høre om, hvad der i Udlandet var gjort
for de døvslumme og deres Undervisning og ved at
fremdrage de lo heldige Forsøg, der var gjort her-
hjemme, vaktes Interessen for Døvstummesagen her
i Danmark, og det danske Kancelli begyndte at tage
Sagen i sin Haand. Og i den unge Doctor medicinæ
PETER ATKE CASTBERG fandt Kancelliet den