Søren Hjort
Dynamoprincippets Opfinder

7 1851. Ved sine Eksperimenter med elektriske Maskiner bemærkede Hjorth, at Støbejærn altid besiddei en Del Magnetisme, den saakaldte »remanente Magnetisme«*), og at denne er tilstrækkelig til at frembringe en svag Strøm i Maskinens Anker. Denne Strøm anvendte han til at magnetisere selve Maskinens Magneter, opnaaede derved en endnu stærkere Strøm, hvorved Magneterne atter forstærkedes, og saa fremdeles. — En Maskine, dei er bygget efter delte Princip, saa den selv — ved den remanente Magnetisme — kan arbejde sig op, idet dens Strøm forstærker Magneterne, kaldes en Dynamo og siges at være bygget efter Dynamoprincippet. — Dette Princip er anvendt af Hjorth og er klart udtalt i hans engelske Patent af 14 Oktober 1854 paa »et forbedret magneto-elektrisk Batteri«. Desværre lykkedes det ikke Hjorth at føre denne Opfindelse ud i Livet. Forsøgene ved den engelske Fabrik hørte op, efter at Patentet var løst, og Hjorth rejste til København. Der skulde derefter hengaa 12 å 13 Aar, til Varley, Werner Siemens og Charles Wheatstone omtrent samtidig genopfandt Dynamo- princippet og fik det ført ud i Praksis. Ankerets Forbedring danner det tandet Vendepunkt i Dynamoens Historie, og Æren for at have opfundet de to brugelige Former maa tilskrives Werner Siemens og Luigi Pacinotti. I 1857 lykkedes det Tyskeren Siemens al konstruere det velbekendte dobbelte T-Anker. Af dobbelt T-Ankeret har udviklet sig det moderne Tromleanker. Italieneren Pacinotti, Professor i Pisa, byggede i 1861 en Elektromotor af en ny Type og anvendte her første Gang Ringankeret. Da Maskinen er interessant i fleie Henseender, skal her anføres den omtrentlige Ordlyd al Pacinottis Beskrivelse i »Il Nuovo Cimento« af 1864. »Jeg har laget en drejet Jærnring, forsynet med 16 ligestore Tænder; denne Ring bæres af 4 Messingarme eller Eger B'B, som forener den med Maskinens Aksel. *) Dette Udtryk er først opfundet senere. Hjorth kalder sine Støbe- jærnsmagneter for »permanente Magneter«.