Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

113 ■dette; Kortene maa mere end nogensinde aabent frem paa Bordet. Man tro saaledes ikke, at Danmark vil have saa meget Besvær med at brødføde sig selv, at det nok lader være med at forsyne det svensk-norske Marked med Korn og Mel. Danmark har, som ovenfor paavist, en større Korn- produktion pr. Hoved end noget europæisk Land og navnlig en mange Gange større Kornproduktion end Sverig-Norge, og det kan, naar der er Fordel derved, sagtens faa Korn nok til baade at forsyne sig selv og give Sverig-Norge det mang- lende. Heller ikke er det nok for Danmark at faa en Mellem- rigslov i Stil med den svensk-norske, saa at kun Mel, der er malet af indenlandsk Korn, har toldfri Indførsel. Vor Hvede er saa glutenfattig, at vore Møllere, for at fremstille et godt Produkt, maa blande Hveden med fremmede, kraftigere Sorter-), og dette Forhold maa for Fremtiden bevares. Det svenske Landbrug faar altsaa finde sig i denne Kon- kurrence og bør gjøre det saa meget snarere, som det danske Agerbrug er det en udmærket Kunde. Danmark kjøber, som vi liave set, Mængder af svenske Landbrugsprodukter, Havre, Svin, Heste o. s. v. . Derimod kunde man maaske — som antydet for nylig af Dr. Bredo Morgenstierne — enes om en fælles agrarisk Toldlinie overfor Udlandet. For Danmark knytter Korninteressen sig væsentligt kun til Hvede og Byg, og en Told overfor Udlandet paa disse Varer vilde derfor være ligegyldig, naar vore Møller blot faa den fornødne Ud- førselsgodtgjørelse ved Udførslen til England. Og den fælles Rugtold vil ramme Rusland, der liar Hovedindførslen baade til Sverig og Danmark, og vil kun i mindre, om end altid i nogen Grad genere Danmark. Overfor Tysklands uforholds- mæssige Exportgodtgjørelse for Mel vil det ogsaa have sin *) Jfr. Landbruget og Toldreformen. Kjøbenhavn 1887. 8