Lærebok I Farvning Med Planter
Utgit av den Norske Husflidsforening

21 kjelder eller i fugtig græs og skygge, men ikke fast sam- menpakket; de biir da let brune. Planter som skal gjemmes, maa tørres vel og hurtig paa et skyggefuldt sted, helst paa en laave eller et trækfuldt loft. De maa beholde sin grønne farve og ikke pakkes sam- men før de er aldeles tørre. I motsat fald vil de bli mugne og brændte. Bark. Al bark indsamles om vaaren, naar den let kan flaaes av træet. Den bør ikke tages av saa gamle trær at den er mosgrodd, og heller ikke av yngre grener end 2—3 aar. I begge tilfælde er den mindre kraftig. I ethvert fald maa mose, lav og den ytre del av barken skrapes av før den brukes. Den bark som sitter nærmest veden, er kraftigst naar barken er tyk. De fleste barksorter kan brukes baade friske og tørrede, men vil gi noget forskjellige farver. Næsten al bark inde- holder en garvesyre ved siden av et bitterstof og ofte et brunrødt barkfarvestof — phlobaphen —. Disse er for- skjellige for hvert træ og vil derfor gi avvikende farver. Overalt hvor der findes garvesyre, vil denne ved tilsætning av jernsalte danne mørkt farvede forbindelser, hvorfor bark- farvestoffene væsentlig brukes til mørke, graa, brune eller sorte farver. Epletræbark (Pyrus Malus). Baade av vilde og dyrkede trær kan barken benyttes. Denne indeholder phloridzin og farvestoffet quercetin. Den friske bark gir mere grøngule farver end den tørrede; men hvis man paa den første borttar det ytre mørke lag, biir farven mere rødgul. Trollhegbark (Rhamnus Frangula). «Brakab, «hundbærheg», «gulved» Trollheg er en busk som vokser i orekrat paa havne- ganger og i solvarme stenrøser. Den kan naa en høide