Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
1885-1910
Forfatter: Otto Asmussen
År: 1910
Forlag: NIelsen & Lydiche (Axel SimmelKiær)
Sted: København
Sider: 78
UDK: 061.23(489)For
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Det er rigtigt, hvad en af de styrende indenfor Kjøben-
havns Kommune engang betonede, „at man ikke kan vente i
Kommunalbestyrelsen at finde Folk, der i særlig Grad repræ-
senterede de kunstneriske Interesser, heller ikke kan man
regne med, at der blandt Kommunens Embedsmænd findes
saadanne. Det vilde derfor være af en vis Værdi for Kom-
munen at vide, at der fandtes en Kres af Mennesker, som
dannede en frivillig Kunstens Garde, og selv om Foreningen
ofte kunde komme i Modsætning til Kommunalbestyrelsen,
skulde vi dog hilse dens Virksomhed med Glæde".
Bestyrelsen saa rigtigt, da den allerede inden Mødets Af-
holdelse bebudede, at dette Folkemøde vilde danne Skel i
Foreningens Historie. Aftenens Hovedtalere var Professor,
Dr. juris Carl Torp og Architekt Leaning Borch, hvis altfor
tidlige Bortgang ikke mindst Forskønnelsesforeningen, af hvis
Bestyrelse han har været et virksomt og idérigt Medlem, maa
beklage. Der kunde være Grund til i Hovedtrækkene at opfriske,
hvad den sidstnævnte Taler fremførte hin bevægede Aften, fordi
mange af hans træffende Bemærkninger havde Bud langt ud over
Øjeblikket, da de blev sagt.
„Paa Kjøbenhavn — som den nu ser ud — kan man ikke
se nogen Bekræftelse paa Henrik Ibsens Ord: „— thi mod
Skønhed hungrer Tiden“. I alt Fald har Kjøbenhavnerne saa
ikke tilfredsstillet deres Hunger. Inden Døre er der ganske
vist sket ikke ringe Fremgang de sidste 20 Aar. For en Del
— men ogsaa kun for en Del — er Smagløsheden her afløst
af større Simpelhed, større Skønhed. Vore Facader er jo ogsaa
blevet adskilligt bedre end i 70’ernes frygtelige Periode, men
der er langt igen. Hvad vi f. Eks. har begaaet i Retning af
Monumenter, kan vi daarligt være bekendt at vise fremmede.
„Gammelholms Kvarteret, som man sikkert ventede sig
en Del af — hvad er det nu værd? Kvarteret er nu grimt
og mørkt, Gaderne for snævre, Gaardene for smaa. Forladt
af Muser og Gratier vil den Tid snart komme, hvor det for-
lades ogsaa af Mennesker. Det vil være vanskeligt at gøre