Naturens Vidundere

For disse Partier bærer jeg Ansvaret — og gør iøvrig de Ord til mine, som allerede Professor Feddersen mente at kunne benytte om sin 3die Udgave: »Man kan saa indvende, at denne Bog ikke længer er den samme som Pouchet’s Værk. Det er den heller ikke, men jeg trøster mig med, at dens ny Materiale i det mindste er samlet i Pouchet’s Aand.« Grænserne for Begrebet Naturens Vidundere bliver altid vilkaar- lige, idet de »simpleste« Fænomener er lige saa store »Vidundere« som de, der rent umiddelbart synes os særlig mærkværdige. •»Na- turen har hverken Kerne eller Skal; den er paa een Gang alt,« siger jo Goethe; — alt er i Virkeligheden lige »naturligt« og lige »vid- underligt«. En Bog som denne maa derfor blive et mere eller mindre indi- viduelt Udvalg af Brudstykker — et Mosaikbillede, hvis enkelte Dele imidlertid skal formes og sammenstilles saaledes, at de skaber et bestemt Helhedsindtryk. Hvilke Dele man vælger, er underordnet, — naar blot Helhedsindtrykket kommer til at virke efter Bestem- melsen. I Valget af Delene har jeg som sagt haft frie Hænder — men Ledemotivet har været det samme, som skabte Pouchet’s Værk og var dets Styrke: Ogsaa denne Udgave er besjælet af Pouchet’s Kærlighed til Naturen, om end Naturfølelsen her fremtræder under andre Former, iført en ny og mere tidssvarende Dragt. Af Hensyn til Bogens Størrelse er kun den levende Naturs Fæno- mener medtagne, og indenfor dem har jeg dvælet mere ved de saa- kaldte »lavere« Dyr og ved Planterne end f. Eks. ved Pattedyr og Fugle, hvis Liv er saa udførligt behandlet i min Udgave af Brehin: »Dyrenes Liv«, at mange Gentagelser vanskeligt vilde undgaas. I Haab om, at denne nye Bog om nogle af Livets talløse »Vid- undere« vil glæde Venner af Naturen — og maaske skaffe den nye Venner — er Materialet til det tilstræbte Mosaikbillede samlet og formet. København den 21de Februar 1911. J. O. Bøving-Petersen.