Naturens Vidundere

DYRENE ALMINDELIG BIOLOGI Harmonien i Naturen. Alle Former ligner hinanden, dog ingen den an- den er lig; saaledes tyder alt Liv paa en hemmelig Lov, en hellig Gaade. Goethe. Naar vi rejser gennem forskellige Egne, hvad bidrager da mest til at give dem. deres særlige Karakter og præge dem i vor Erindring? Mon ikke, foruden de vekslende Overfladeformer, den Ve- getation, som paa hvert enkelt Sted er den fremherskende? Hvor forskellig er ikke de skyggefulde Skoves Plantevækst fra de aabne, tørre Heders, — Engenes fra Klitternes, — Mosernes fra Strandens. Hver enkelt af disse Egnes Planter har, hvor fjernt de saa end kan staa hinanden i Systemet, visse fælles Ligheder, som straks falder i Øjnene, uden at man behøver at møde med botaniske Forudsætnin- ger. Hvert Landskabs Vegetation danner med andre Ord et særligt »Plantesamfund«, forskelligt fra alle andre og i harmonisk Overens- stemmelse med Voksestedets naturlige Betingelser. — Man behøver ikke at foretage nogen lang Rejse for at opdage dette; blot en Tur tværs igennem Jylland vil vise en saadan Række Plantesamfund, hvert med sine ejendommelige »Tilpasninger«. Langt mere iøjnefal- dende bliver dog disse, hvis vi fra bebyggede og opdyrkede Egne vender os til de fremmede Verdensdeles store, lidet beboede Stræk- ninger, hvor Naturen har bevaret sit oprindelige Præg: de vide Ørken- og Steppeflader, Polarlandenes og de højeste Bjærgkæders Sneregio- ner, Tropernes tætte Urskove eller Oceanets uendelige Vandmasser. Her, hvor Mennesket kun i ringe Grad eller slet ikke har kunnet gribe regulerende og omdannende ind, fremtræder Vegetationens Harmoni med Omgivelserne klarest og renest. Hvad der gælder i Planternes Verden, gælder ogsaa for Dyrene, om end i mindre udpræget Grad. For det første spiller de langt fra saa fremtrædende en Rolle i Landskabet, og dernæst har de jo større Evne til at skifte Opholdssted og bliver derfor hyppigere udsatte for