Naturens Vidundere

114 Dybde, hvilket jo ofte vil sige mange Kilometer ud fra Kysten. Sam- menlignet med Oceanernes Dybde og Udstrækning kan Benævnelsen imidlertid nok passe; — alt er jo relativt! I Dybhavs-Geologien tæn- kes der ikke paa de Sanddannelser o. 1., som opbygges inde ved Ky- sten, men kun paa det meget fine Materiale, som Floder og Strøm fører med ud fra denne, og som først paa ret betydelige Dybder faar Ro til at bundfældes. Dette Materiale, der overvejende er sammen- sat af Fastlandets fineste Vejrsmuldringsprodukter, delvis blandede med smaabitte Plante-, Skelet- og Skaldele fra Landets og Kystens Flora og Fauna, kan undertiden føres langt ud i Havet og af lej res som en undersøisk, bred Bræmme, en »Fastlandssokkel«. Et Eksem- pel herpaa har vi i de Masser af fint Ler — oprindelig Støv, — som Hoangho fører fra Østkinas frugtbare Løss-Egne ud i det Hav, der netop har faaet sit Navn efter Drivmaterialets Farve. (De fleste an- dre Steder er Bundlagets Farvetone dog blaalig, og Benævnelsen Maat Dybhavsler« derfor træffende.) En Kæmpestrøm som Amazonfloden tilfører naturligvis ogsaa Ha- vet uhyre meget Stof fra Landet og Kysten; man har efter Bereg- ninger anslaaet Mængden til 80,000 Kubikmeter pr. Time! Ama- zonas’ og Orinocos Drivstoffer føres med Syd-Passat-Strømmen langt omkring, inden de bundfældes; og paa lignende Vis gaar det udfor de fleste større Flodmundinger. De derved opstaaede Lag eller Sedimenter, der altsaa udgør den første Gruppe Dybhavsaflejringer, bestaar saaledes overvejende af Produkter, der oprindelig tilhører de nærmest liggende Landmasser. Ikke saa med de følgende tre. De skyldes udelukkende (eller dog ganske overvejende) Havets egne Organismer — tilmed oftest kun mikroskopisk smaa Planter og Dyr. Er der noget Sted i Naturen, hvor vi maa falde i Beundring over de smaa Tings Magt, saa er det vel ved Tanken om disse uendelig smaa — men talløse — Bygmesteres Ar- bejde gennem Aartusinderne eller rettere Aarmillionerne paa Ver- denshavenes Bund, flere Kilometer dybt nede. Selv Koraldyrenes Revbygning, der saa tidt har aftvunget Menneskene Beundring, bli- ver ubetydelig sammenlignet hermed. 2. Globigerin-Dyndet eller det hvide Dybhavsslam. Undersøger vi i Mikroskopet en Bundprøve fra 1000—5000 Meters Dybde i de var- mere Dele af Atlanterhavet, vil vi se, at det fine, noget klæbrige, gullig-brune Slam (der i tørret Tilstand bliver hvidt) bestaar af utal- lige Kalkskaller, mindende om Sneglehuse, men mangekamrede og langt mere elegant formede, siagtig gennembrudte af fine Porer og undertiden bærende straaleformigt udstaaende, tynde Naale. Disse Skaller tilhører den Gruppe af encellede Urdyr, der kaldes Slimdy-